Furesø topper stigning i boligpriser

Kommunen har klaret sig bedst af alle kommuner i Hovedstadsregionen

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Mens boligpriserne rasler ned i mange kommuner, går tenden stik modsat i Furesø. Den seneste opgørelse fra bolius.dk viser, at kommunen har oplevet en 3,9 procent stigning i tredje kvartal af 2011.
Det placerer Furesø Kommune som den kommune i hele Hovedstadsregionen der har haft den højeste stigning i boligpriser.
Mens den gennemsnitlige kvadratmeter-pris for et år siden var 21.303 kroner, steg den i 2011 til 22.125 kroner.
Nummer to på listen er Herlev med en stigning på 3,2 procent og Gladsaxe med 2,2 procent. I Bunden af listen finder man Frederiksberg, hvor huspriserne er faldet med 21,9 procent, forfulgt af Fredensborg med et fald på 13,2 procent.

"Et godt tegn"

Tallene vækker selvsagt glæde hos borgmester Ole Bondo Christensen (Soc.):
"Det er et rigtig godt tegn. En del af årsagen skal nok findes i vores meget attraktive beliggenhed, fantastiske natur og gode kommunale tilbud", siger han.
"Derudover har den ny Furesøaftale givet en stabil og forudsigelig økonomi for kommunen med rum til udvikling. Der er kommet gang i Furesø på mange områder, og så får vi meget positiv omtale med den lokale fodboldklub, der vinder pokalfinalen to år i træk, WTA-turneringen og de lokale MGP-helte."
Men han advarer dog mod at hvile på laurbærrene:
"Dette skal blot tjene som incitament til, at vi bliver ved med at arbejde fokuseret på at udvikle vores kommune, så vi kan bevare vores attraktive position på boligmarkedet."

Publiceret 21 December 2011 15:12