Fyrværkeri knuser drøm om at blive politimand

Tænk jer om, inden I fyrer nytårskrudt af, siger Mathias, der som 10-årig fik sprængt sin hånd af

Mathias Schjødt, 22, drømte som stor dreng om at komme i militæret og måske gøre karriere i forsvaret.
Den drøm blev knust, efter han havde været til session og var blevet erklæret uegnet til at gøre værnepligt.
Årsag: Han fik som dreng sprængt fingrene af sin højre hånd, da han legede med fyrværkeri.
"Jeg var ret ked af at blive kasseret i militæret. Jeg syntes sagtens, jeg kunne begå mig," siger Mathias Schjødt.
Efter at have sundet sig på afslaget fra militæret, drømte Mathias om at blive politimand. For halvandet år siden tog han kontakt til politiet for at høre, om det var realistisk.
Efter et stykke tid kom svaret: Nej.
"Jeg kan godt huske, det var fedt med fyrværkeri som dreng, men man skal tænke sig om og følge de råd, der findes. Fordi jeg ikke tænkte mig om i 10 sekunder, blev mit liv ændret, og jeg kan ikke få opfyldt mine drømme. Så pas på derude nytårsaften," lyder opfordringen fra Skanderborg-drengen, der kom galt afsted for 12 år siden.
Mathias var for nylig oppe på sin gamle skole, Morten Børup Skolen i Skanderborg, for at fortælle om fyrværkeri.
Han håber, at han med sin historie kan banke lidt fornuft ind i de hårde drenge, der ikke tænker over konsekvenserne af at være uforsigtig med fyrværkeri.
Mathias Schjødt arbejder i dag i en vuggestue og går til sommer i gang med at læse idræt på Aarhus Universitet.

null

Publiceret 28 December 2011 12:00