Formodede tyve gemte amfetamin i lommelygten

Natten til tirsdag anholdt politiet to mænd på Søgårdsvej, som slæbte rundt på værktøj til indbrud. Politiet fandt 8,9 gram amfetamin i batterirummet på en lommelygte

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

En patrulje bemærkede natten til tirsdag kl. 01.30 to mistænkelige mænd på Søgårdsvej, der bar på en rygsæk. Da betjentene fik standset de to mænd, forstærkede mistanken om urent trav sig.

Det viste sig nemlig, at rygsækken var fyldt med to lommelygter, dothandsker, skruetrækkere og en særlig kode 12-nøgle, der kan bruges til at åbne gamle Ruko-låse.

Ydermere viste det sig, at den ene lommelygte indeholdt en pose med 8.9 gram amfetamin i stedet for batterier, oplyser vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi.

De to mænd, en 43-årig mand fra Gentofte og en 54-årig mand fra Søborg, blev begge anholdt, sigtet for besiddelsen af de hårde stoffer samt for forsøg på indbrud.

Tirsdag gik politiet i gang med at ransage de to mænds bopæle for at se, om der evt. skulle gemme sig flere stoffer eller tyvekoster fra indbrud.

Ifølge vicepolitikommissær Finn Duris har Nordsjællands Politi en konkret mistanke om, at de to mænd står bag et aktuelt indbrud i en forretning på Vangede Bygade, hvor tyvene netop kom ind ved at benytte rette nøgle, hvorefter de stjal et par computere.

De to mænd, der er kendt af politiet i forvejen, blev tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby.

null

Publiceret 04 January 2012 06:00