8

8

Bjarke Ingels tegner nyt Blåvand-museum

Varde Museum hyrer stjernearkitekt til byggeri ved Tirpitz-bunkeren.

Af
Kim Schou

Bjarke Ingels Group har sagt ja til at lave forprojektet til en ny museumsbygning, skjult i en stor bunke jord ved Tirpitz-kanonstillingen.
- Vi kunne jo lige så godt spørge den bedste. Hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg nok ikke overbevist om, at det ville lykkes, men der gik kun en time, før svaret kom, fortæller direktør Claus K. Jensen, Museet for Varde By og Omegn.

Den umulige opgave

Museumsbygningen er en del af det kommende Museumscenter Blåvand med bunkermuseum, Danmarks Ravmuseum og eksperimentarium. Nybyggeriet får underjordisk forbindelse til Tirpitz-bunkeren og kommer til at ligge skjult i en bunke jord, der blev til overs, da kanonstillingen blev bygget under 2. Verdenskrig:
- Opgaven er i virkeligheden umulig. Der er alle former for restriktioner på byggeri i området. Museumsbygningen bliver gemt i en bunke jord, men skal alligevel være spektakulær – og der har vi netop den udfordring, Bjarke Ingels Group går efter, siger Claus K. Jensen.
De kommende måneder vil arkitektfirmaet arbejde på forprojektet, og sideløbende forbereder Varde Kommune en lokalplan, der kan bane vej for byggeriet og samtidig tager hensyn til landskabet. Sydvestjysk Udviklingsforum betaler forarbejdet, og museet går nu i gang med at rejse penge til byggeriet. Prisen er omkring 50 mio. kr.:
- Vi får et projekt, der er anderledes og overraskende. Det vil forhåbentlig gøre det nemmere at rejse pengene. Og jeg tror også, det bliver så spændende, at folk vil strømme til for at se ikke alene museumscenteret, men også bygningen, siger Claus K. Jensen.
Han håber på første spadestik inden nytår:
- Museet har 100 års jubilæum i 2012 - og det ville jo være en dejlig gave.
Museumscenter Blåvand forventes at tiltrække 60.000-70.000 gæster på årsplan.


FAKTA

Projektet
Den nye museumsbygning indgår i Varde By og Omegns kommende Museumscenter Blåvand.
Centeret bliver bygget op om museets største publikumsmagnet Tirpitz-kanonstillingen. Tirpitz var en del af Atlantvolden, tyskernes kystbefæstningsanlæg under 2. verdenskrig. Tirpitz-museet har årligt 35.000-40.000 gæster. Museumscenter Blåvand omfatter Bunkermuseet, Danmarks Ravmuseum og eksperimentariet Histolarium Blåvand, der fortæller kystegnens dramatiske historie.

Bjarke Ingels
Den 37 årige arkitekt stiftede i 2006 tegnestuen Bjarke Ingels Group – BIG, der har markeret sig både i Danmark og internationalt. I dansk sammenhæng blandt andet med VM Bjerget og VM Husene på Amager og den danske pavillon ved verdensudstillingen i Shanghai 2010. Aktuelt arbejder Bjarke Ingels Group blandt andet med boligprojektet W57 i New York og et nyt grønlandsk kunstmuseum i Nuuk. Bjarke Ingels har vundet en række arkitekturpriser og også Kronprinsparrets Kulturpris i 2011.

Publiceret 14 January 2012 16:00