Johan Bendixen med en af sine helt uundværelige Jaguarer. Han har handlet med dem i 40 år.

Johan Bendixen med en af sine helt uundværelige Jaguarer. Han har handlet med dem i 40 år.

Biler for millioner af kroner

Sig Jaguar, og du kommer ikke udenom Johan Bendixen. I 40 år har han haft forretningen Jaguar House i St. Rørbæk. Han har overvejet at sælge butikken, men tidernes ugunst gør, at han holder den blankpolerede lædersko på speederen lidt endnu

Af
Af Birgitte Masson Fotos:Peter Rahbek

Et 40-års jubilæum som Jaguar-forhandler og en nylig overstået 70-års fødselsdag.

Det kræver ikke den store hovedregning for at komme frem til, hvordan Jaguar House’ indehaver Johan Bendixen allerede i en ung alder skrev slutsedler på biler i millionklassen.

For selvom hans allerførste bil var Gustav Wincklers hvide Cadillac convertibel fra 1946, så blev det hurtigt Jaguaren med de smukke linier og med et inventar der ledte tankerne hen på et engelsk herreværelse som Johan Bendixen tabte sit hjerte til.

"Min første Jaguar købte jeg af landsretssagfører Bøgh som gik fallit med Bellevue Strandhotel i 1971. Hans Jaguar røg efterfølgende på Københavns Maskinauktion, og der købte jeg den. Dengang var det kun jyske opkøbere med en svensknøgle i kedeldragten som handlede biler der. Og da ingen andre bød på den, fik jeg den billigt."

Kunderne er excentrikere

Før Frederikssundsvejen blev omlagt, løb den forbi Jaguar House i St.Rørbæk. Og da færgeforbindelsen Grenå-Hundested samtidig eksisterede, var der altid masser af forbipasserende, som var ved at dreje hovederne af led, når de kørte forbi Johan Bendixens imponerende samling af nye og brugte klassiske Jaguarer.

"Da Frederikssundsvejen blev omlagt i 1991, blev bilerne pludselig styret udenom min forretning. Det gjorde dog ikke den store forskel, for kundekredsen tæller folk fra hele landet," siger Johan Bendixen, som altid har følt det som et kæmpe privilegium at få lov til at gøre hobbyen til sin levevej.

Da Johan Bendixen - aldersmæssigt - for nylig rundede et skarpt hjørne, strejfede tanken om at afvikle forretningen ham. Det bliver dog ikke lige nu.
"Tiderne er ugunstige. Det er ikke gode tider at afvikle noget i lige nu. Men når det sker, så betyder det ikke, at jeg stopper al aktivitet. Vi kører Royale Rolls-Royce og Jaguar limousineservice, og det vil jeg holde fast i. Akkurat ligesom jeg har tænkt mig at sidde i mit dejlige kontor i villaen og fortsætte med at handle biler over nettet med mine gamle, trofaste kunder."

Læs hele interviewet med Johan Bendixen i Lokalavisen Frederikssund weekend på e-paper her.

Publiceret 19 January 2012 09:40