Postkassen skal ud til vejen. Modelfoto

Postkassen skal ud til vejen. Modelfoto

Du har 41 dage til at få postkassen op

Senest 1. marts skal kassen til breve være sat ud ved vejen

Af
Pernille Kristensen

Så er det ved at være sidste chance for at få sat sin postkasse op efter de nye regler. Faktisk har postkassen siden nytår skullet være placeret helt ud til vejen, hvis man bor i hus, men PostDanmark har strukket fristen til 1. marts for at få alle med.
For ifølge optællinger fra landets postbude mangler 174.000 husstande stadig at flytte kassen til breve. Og sker det ikke inden de næste 41 dage, vil posten derefter blive returneret til afsenderen, lyder det fra PostDanmark.
"Fire ud af fem husstande, som blev berørt af de nye regler, har flyttet deres brevkasse. Det betyder, at knap 94 procent af alle husstande har afleveringsforhold efter lovens regler. Disse husstande kan med rette forvente, at det gør en forskel, om man overholder loven."
"Derfor meddeler vi nu, at vi returnerer posten til afsender, hvis man ikke har flyttet sin brevkasse ud til vejen," siger Eva Malene Hartmann, der er chef i Post Danmark Privatkunder.
De husstande, der stadig mangler at få omrokeret i indkørslen, vil modtage et brev fra PostDanmark, hvori reglerne forklares, og der er råd og vejledning til at få monteret postkassen korrekt.
Man kan også læse mere om reglerne her (eksternt link) .

Ifølge nye bestemmelser i Postloven skal postkassen ved enfamiliehuse fremover placeres helt ude ved vejen. Det er altså ikke længere nok med en brevsprække i hoveddøren eller en postkasse lige opad.
I Postlovens § 7 stk. 3 fremgår det, at postvirksomheder kan undlade omdeling af forsendelser til modtagere, der ikke opfylder bestemmelserne om opsætning af brevkasser.

Publiceret 19 January 2012 09:16