Nis Grønager Madsen har været leder af Ungdommens Hus i godt et år. Og han er imponeret over stedet, brugerne og den kommunale åbenhed over for nye idéer og tendenser. Foto: P. F. Autzen

Nis Grønager Madsen har været leder af Ungdommens Hus i godt et år. Og han er imponeret over stedet, brugerne og den kommunale åbenhed over for nye idéer og tendenser. Foto: P. F. Autzen

De selvorganiserende unges mekka

Ungdommens Hus lader unge med initiativ og talent dyrke begge dele. Til gavn for alle.

Af
Peter Friis Autzen

Den gamle godsbanegård i Norgesgade summer af liv. Ungdommens Hus rummer projekter og engagement i så mange afskygninger, at det kan være svært for udefrakommende at overskue.
- Det er en fornøjelse at være vidne til det drev, de unge har. Det overrasker mig ikke, at de er så fulde af idéer, engagement og talent. Men det gør mig glad at være vidne til det hver eneste dag, siger husets daglige leder, Nis Grønager Madsen.
Han oplever, at flere og flere unge tager initiativ til at stable noget på benene. En koncert, en udstilling, et fodboldhold, et skaterrampe-byggeri, en festival, et parkur-fællesskab eller noget helt syvende.
- Der kommer flere og flere forskellige initiativer på banen. Dét er en af husets mange styrker: Bredden, siger Nis Grønager Madsen.

Ingen forening

De unge, der bruger ungdommens Hus, er stort set aldrig organiseret i foreninger. Og de har ikke lyst til at samle sig i foreninger.
- I stedet organiserer de selv alle deres sager. Nogle gange med ganske få timers varsel. Her og nu. Dét kan virke uorganiseret i øjnene på os andre. Men når man arbejder sammen med de unge, oplever man, at de er organiserede. Bare på en anden måde, end vi andre er vant til, siger Nis Grønager Madsen.
Han forventer, at den selvorganiserede form vil blive mere almindelig i fremtiden. Og at dét vil være en udfordring for det etablerede system.
- Hvordan sikrer en kommune sig for eksempel høringssvar fra folk, der ikke er i en forening? Det er ikke let, men de selvorganiserede har jo samme demokratiske ret som alle andre til at blive spurgt som alle andre. Derfor er kommuner og andre nødt til at indrette sig efter, at de selvorganiserede vil fylde mere og mere i vores samfund, siger han.

Ved Ungdommens Hus er der flere vægge og mure, hvor unge kan øve sig på at male grafitti.

Ved Ungdommens Hus er der flere vægge og mure, hvor unge kan øve sig på at male grafitti.

Succes

De mange unge brugere af Ungdommens Hus og hele miljøet omkring huset, oplever mange successer med deres projekter.
- Og dét er sådan set nok for mig, siger Nis Grønager Madsen. Han er glad for at se de unge mennesker, der lykkes med deres planer og udvikler sig.
- Men på sigt er jeg slet ikke i tvivl om, at mange af de unge vil bruge det, de har lært her, til at få succes videre i livet. Når man kan arrangere og koordinere større projekter og fællesskaber, tilegner man sig jo en viden og nogle færdigheder, der i dén grad er brugbare senere i livet. Også i erhvervslivet. Derfor ser jeg ikke kun Ungdommens Hus som et kulturelt, kriminalpræventivt eller socialpædagogisk sted. Det er meget mere end det. Og det vil vise sig tydeligt i de kommende år, siger Nis Grønager Madsen.

Fremtidens Fredericia

Lokalavisen Budstikken Fredericia udgiver i denne uge specialtillæget Fremtidens Fredericia. Her beskrives en lang række visioner, drømme, projekter, idéer og tanker, der fører Fredericia fremad. Artiklen her er en af dem.

Publiceret 06 May 2012 10:00