De unge kan feste videre i Stenløse efter klokken 24.00.

De unge kan feste videre i Stenløse efter klokken 24.00.

Politiker om diskoteksregler:

Ikke logisk

Der var ingen logik i reglerne om, hvornår unge under 18 år må være på en beværtning efter midnat. Det mener Ib Sørensen fra Socialdemokraterne

Af
Jesper Kappel

Jesper Kappel

Ingen logik – så enkelt kan det siges, når det drejer sig om, hvornår unge under 18 år må være på en bar eller et diskotek i Egedal Kommune.
"Der er ikke nogen logik i reglerne, som de er i dag. De steder, der har lov til at have åbent til klokken 05.00, skal have dørmand og kameraovervågning for at undgå problemer. Men her skal unge under 18 år gå hjem før midnat, mens steder - der har en bevilling til klokken 02.00 – ja her må de unge godt blive. Det er altså ikke logisk," siger Ib Sørensen (A), der understreger, at partiet stadig går ind for at minimere alkoholforbruget hos unge.

Bliver ændret

Denne holdning havde et flertal af Egedal Byråds politikere, og derfor vedtog de onsdag aften, at reglerne skal laves om. Det betyder, at unge under 18 år om kort tid må være både på en beværtning, der har åbent til klokken 02.00, og en der har åben til klokken 05.00.
Ændringen betyder også, at forældre bedre kan "holde styr" på deres børn, fordi de unge nu får et alternativ til at tage til Ballerup og København.
"Jeg synes ikke, de unge skal tage ind mod København. Jeg er sikker på, at mange forældre er en del bekymret, hver gang de tager af sted. Denne bekymring tror jeg bliver mindre, hvis de unge er her i kommunen," fortæller Ib Sørensen.

De unge er sikre

Venstre var også et af de partier, der sagde ja til at lave om på reglerne. Partiet tror på, at de unge er under sikre forhold, når de går i byen i Egedal.
"Vi mener i Venstre, at der er kontrol nok på de steder, der har åbent til klokken 05.00. Det er bedre, at de unge opholder sig et sted, hvor der er kontrol end ude på gader og stræder," siger Ole B Hovøre, der til daglig arbejder hos politiet.
Selvom reglerne nu bliver lavet om, ja så må unge under 18 år fortsat ikke indtage alkohol på beværtningerne.

Publiceret 01 June 2012 06:30