Oliver Methling Søndergaard fra Farum spiller hovedrollen i

Oliver Methling Søndergaard fra Farum spiller hovedrollen i "Fuglejagten". Hans drøm er at blive skuespiller.

Oliver fra Farum har hovedrollen i "Fuglejagten"

Oliver har fået smag for skuespillet

Af
Stig Tolderlund

I den nye film "Fuglejagten" er det en lokal, Oliver Methling Søndergaard fra Farum, der spiller hovedrollen.
Oliver går i 5. Klasse og kunne godt tænke sig at blive skuespiller. Det begyndte sidste år, da han så en annonce om casting til en film.
Filmen skulle handle om 12-årige Victor og hans far, der er taget til det årlige ornitologi-stævne, hvor Victor vil bevise sit værd ved at spotte den mest sjældne fugl og vinde 1.-præmien for sin fars skyld
"Jeg ville godt prøve, og vi tog ind til castingen, Der blev taget fotos, og senere fik jeg at vide, at jeg gik videre til anden casting. Her gennemspillede vi nogle scener fra filmen" fortæller Oliver.
Der kom flere castings, inden han fik at vide, at han havde fået hovedrollen. Det var første gang, at instruktøren Christian Dyekjær arbejdede med børn, så man skulle være helt sikker på, at det var velfungerende.
I august-september 2011 blev filmen indspillet på Røsnæs ved Kalundborg over seks uger. Filmselskabet havde lejet et sommerhus i området. Her boede Oliver og de andre i fem dage om ugen. Han tog så hjem i weekenden. Selve filmningen gik godt.
"Vi tog måske scenerne om to-tre gange. Blandt andet fordi kameraet hele tiden skal flytte sig af hensyn til lyset" fortæller han.
De fleste af replikkerne i filken er optaget live på stedet, men hvis vinden tog et ord eller en sætning, skulle det om-indspilles i et lydstudie.

Skolen

Den første optage-uge var i den sidste uge af skolernes sommerferie, så Oliver gik glip af/slap for fem ugers skolegang.
Men han havde forberedt sig ved at lave en del på forhånd.
"Jeg skulle lave halv-meget" husker han om dette.
Hans kammerater var positive overfor hans filmarbejde.
"De var meget interesserede og støttede mig" siger han.
Hele klassen var sammen i biografen for at se film.
Søndag 24. Juni vises den i Grafen i Farum.
Oliver vil gerne være skuespiller. Han er på rette vej, for han har allerede fået en birolle i en kortfilm af Anders Walther. Den optages i uge 26.
"Min lillebror synes, at det er spændende, at jeg har været med i en film, men han har allerede prøvet det, for han var med som børnehavebarn i filmen Jagten" siger Oliver.
Hans far Jørgen har også smagt på film-mediet. Han er med i en birolle i den kommende sæson af "Borgen", der sendes i efterår Han spiller en lydtekniker i et af de første afsnit.
"Det er en statist-rolle, men han siger også noget" siger Oliver.

Oliver spiller sammen med stærke kræfter i filmen. Her er han med Lars Brygman, der spiller hans far i filmen.

Oliver spiller sammen med stærke kræfter i filmen. Her er han med Lars Brygman, der spiller hans far i filmen.

"Årets charmerende debutant" og "Den super talentfulde debutant" er Oliver blevet kaldt, så det lover godt.

Publiceret 18 June 2012 08:20