Både SSP, Gadeplan og politiet har nu sat en indsats i gang for at komme til bunds i de mange brande i weekenden, her i Duens Kvarter

Både SSP, Gadeplan og politiet har nu sat en indsats i gang for at komme til bunds i de mange brande i weekenden, her i Duens Kvarter

SSP om brande:

Intet tegn på opgør

"Det er sandsynligvis nogle unge der går og keder sig", siger SSP-konsulent om de mange påsatte brande

Der er intet der tyder på, at de mange påsatte brande i Albertslund Syd i weekenden skulle bunde i nogen form for opgør mellem grupper af unge.
Sådan lyder vurderingen fra SSP-konsulent Mikkel Nielsen, der i det hele taget ikke mener at der er tale om at "nogen skulle være sure på nogen", som han udtrykker det.
"Det ser ud til, at det er nogle unge der går og keder sig. Vi har en fornemmelse af hvem det kan være, men vi kan ikke bevise noget. Det er kun på rygteplan", understreger Mikkel Nielsen.
Fornemmelserne går i retning af unge i alderen cirka 15-18 år, hvor SSP og Gadeplan i forvejen er i løbende kontakt med flere af dem. Mikkel Nielsen slår fast, at man ser med stor alvor på de påsatte brande, og at et arbejde nu er gået i gang for at komme ordentlig til bunds i sagen:
"Vi har været samlet med vores gadeteam og politiet, for at finde ud af hvad vi ved om det her og hvad det handler om. Vi tager en række pædagogiske snakker med dem vi mener det kunne være, og vores gadeteam forklarer hvor alvorligt det kan være at brænde biler og lignende af. Vi er i løbende kontakt med politiet."

I den alvorlige ende

Da alting endnu kun er på fornemmelser og rygter, har SSP og Gadeplan endnu ikke inddraget nogle forældre:
"Man kan jo ikke bare troppe op hos nogle forældre og sige, at man har en fornemmelse af at deres børn er indblandet i et eller andet. Sådan noget er jo en politisag, og det skal undersøges til bunds, før det kan komme dertil. Og vi er som sagt i løbende kontakt med politiet."
Mikkel Nielsen betegner brandene som "i den alvorlige ende", men vil dog ikke karaktisere dem som det værste han har oplevet i Albertslund:
"I februar 2008, hvor der var påsatte brande over hele Danmark, også her i byen, var det voldsommere."
Og i modsætning til dengang mener han altså ikke, at der er tale om et ulmende oprør - eller opgør.
due

null

Publiceret 26 September 2012 10:47