Væddeløbsbanen er et populært udflugtsmål for byens institutioner.

Væddeløbsbanen er et populært udflugtsmål for byens institutioner.

Politikere sparker heste ud af byen

Væddeløbsbanen skal flytte senest i 2030. Dermed er en af byens sidste store oaser truet

Af
Peter Eilertsen

Et stort flertal i Aarhus Byråd har trukket hestebremsen. Jydsk Væddeløbsbane skal ud af byen, når lejekontrakten udløber i 2030 og gerne før.
Spørgsmålet er så, hvad en af de sidste store oaser tæt på Midtbyen skal bruges til?
"Jeg har ingen aktuelle bud og vil ikke låse mig fast nu, men der er rigtig mange andre muligheder," siger fungerende teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V).
Storhal, hotel, p-anlæg og boliger er blandt de forslag, der har været nævnt i mange års debat om det store kommunale areal, hvor trav- og galopfolk, spillefugle og andet godtfolk siden 1924 har haft et fristed.
Børnehavebørn er flittige gæster i det daglige, hvor banen ligger som en stille oase med udsigt over byen, med ro og en enestående mulighed for at følge arbejdet med hestene.

Køreplan inden 2015

Det er Simseks afdeling, der sammen med afdelingen Kultur og Borgerservice inden 2015 skal komme med et oplæg til, hvor en ny bane kan placeres og også skal give et bud på, hvad flytningen vil koste. Men kan han overhovedet finde et areal, der er stort nok til blandt andet at rumme en 1.200 meter lang galopbane samt stalde og tilskuerfaciliteter?
Spørgsmålet trænger sig på i en kommune, der allerede for mange år siden måtte droppe at finde et areal til en flyveplads, da pladsen på Kirstinesminde blev solgt til sygehusbyggeriet i Skejby.
Løftet om en ny flyveplads var ellers klokkeklart.
Byrådet leverede også en kovending i sagen om den tidligere så politisk urørlige "grønne kile" fra Midtbyen ud mod Brabrand sø. Fra på ganske mange byrådsmøder at være fremhævet som politisk og planlægningsmæssigt genial er den stille og roligt ædt af kontorbyggeri og boligsiloer.
I en situation, hvor Aarhus ved den seneste kommunesammenlægning ikke sikrede sig nye arealer og dermed nye udviklingsmuligheder, er mulighederne for at finde arealer til meget pladskrævende aktiviteter som en væddeløbsbane næppe blevet bedre.
Rådmand: Plads nok
Men rådmanden er fuld af fortrøstning:
"Nej, jeg er ikke bange for, at vi ikke kan finde plads til en ny væddeløbsbane. Vi er stadig en stor kommune med megen plads. Vi vil blot gerne have en anden placering, og den skal vi nok finde..."
"Tidligere var det en slags patentløsning, at væddeløbsbanen skulle flytte ud til hestesportscentret på Vilhelmsborg, hvis banen en dag skulle flytte. Hvorfor holder I ikke fast i det?
"Det kan være Vilhelmsborg, eller det kan være andre steder. Det vigtigste er, at vi får gang i en dialog med Væddeløbsbanen, og her vil banens ønsker til ny placering have stor vægt for mig," siger Bünyamin Simsek.

Hestene skal væk, men hvad så? Rekreativt område eller højhuse med udsigt? Hvad siger du?

Hestene skal væk, men hvad så? Rekreativt område eller højhuse med udsigt? Hvad siger du?

null

Publiceret 27 October 2012 12:00