Efterlyst fundet i god behold:

86-årig sad i sin bil

Skulle på sygehuset om formiddagen - fundet i nat på motorvejen

De pårørende til en 86-årig mand fra Skibby kunne i nat ånde lettede op.
Efter at have været forsvundet i mere end 12 timer, blev han Kl. 01.30 fundet siddende i sin bil, der var havareret på Helsingørmotorvejen - i god behold.
"Det var rigtig godt, at han var blevet siddende i stedet for at gå ud i det kolde vejr," lyder konstateringen fra Palle Jørgensen, vagtchef hos Nordsjællands Politi
Den 86-årige mand blev fredag aften eftersøgt af Nordsjællands politi, efter han kl. 11:00 kørte fra sit hjem i Skibby, idet han havde et ærinde på Frederikssund Sygehus
Da han ikke dukkede op igen, slog familien alarm til politiet, som ud på aftenen valgte via Facebook at efterlyse ham.
Fire timer efter efterlysningen var sendt ud, blev manden til alt held fundet på et sted, der må siges at være et stykke fra den lige vej til Skibby fra Frederikssund.

Publiceret 08 December 2012 13:09