Jan Brendstrup har fået ødelagt varer for flere millioner kroner og al inventar ved branden i hans butik. Foto: Marie Gribel Vorum

Jan Brendstrup har fået ødelagt varer for flere millioner kroner og al inventar ved branden i hans butik. Foto: Marie Gribel Vorum

Ildebrand har kostet butik flere millioner

Branden i tv- og radioforretningen 'Brendstrup Audio & Video' i Hørsholm har ødelagt alle varer og inventar

Af
Af Marie Gribel Vorum

En brand opstod anden juledag i kælderen til tv- og radioforretningen 'Brendstrup Audio & Video' i Hovedgaden i Hørsholm. Varmen og de omfattende røgskader har ødelagt varer for flere millioner kroner og al butikkens inventar.

Det var forretningens ejer, Jan Brendstrup, der selv anmeldte branden kl. 11.59.
Han havde modtaget et opkald om at alarmen i butikken var gået i gang, og da han selv bor i nærheden, valgte han at tage derhen. Han havde frygtet at finde indbrudstyve, men han havde slet ikke forestillet sig, at det var røgudviklingen fra en ildebrand, der havde startet alarmen.

"Da jeg ankom ved bagsiden af butikken, kunne jeg se, at der var helt mørkt, og da jeg kom om foran butikken, var vinduerne helt sorte af sod, og jeg kunne mærke varmen inde bag ruderne," fortæller Jan Brendstrup, der siger, at det nærmest så ud som om, at vinduerne var malet sorte.

Kælderlokalet hvor branden startede har tydelige brandskader, mens selve butikken er røgskadet. Foto: Marie Gribel Vorum

Kælderlokalet hvor branden startede har tydelige brandskader, mens selve butikken er røgskadet. Foto: Marie Gribel Vorum

Omfattende røgskader

Da brandvæsnet havde slukket ilden helt senere på eftermiddagen, kunne Jan Brendstrup for første gang besigtige skaderne.

"Det er jo helt uoverskueligt. Man kan slet ikke forestille sig, hvor omfattende sådan nogle røgskader er," siger han.

Røgen har lagt et tykt lag sort sod over alt i butikken, det fine sorte støv er trængt ind alle steder og al plastic på TV-skærme og andet er krøllet helt sammen af varmen fra branden, der også gik udover hele varelageret i kælderen.

Jan Brendstrup fokuserer nu på at få åbnet butikken igen så hurtigt som muligt. Han leder efter nye lokaler, hvor butikken kan åbne midlertidigt, indtil de brandskadede lokaler er blevet istandsat.

Kunderne kan komme i kontakt med butikken via telefon og mail fra den 2. januar.

Publiceret 28 December 2012 16:59