Jesper Elkjær er spidskandidaten for Det Radikale Venstre i Kolding Kommune. Partiet regner med en mandat, men håber på to. I øjeblikket sidder der en, nemlig H.C. Jensen i Byrådet for partiet.

Jesper Elkjær er spidskandidaten for Det Radikale Venstre i Kolding Kommune. Partiet regner med en mandat, men håber på to. I øjeblikket sidder der en, nemlig H.C. Jensen i Byrådet for partiet.

Kend din kandidat:

- Man skal tro, at man kan gøre det bedre

Spidskandidaten for Det Radikale Venstre ved kommunalvalget, Jesper Elkjær, håber på en valgkamp uden mudderkast

Af
Susie Jessen

Lige siden at Jesper Elkjær satte sit første kryds ved et prøvevalg i 7. klasse, har han stemt på Det Radikale Venstre.
For som den 49-årige spidskandidat siger på denne solrige torsdag fra sit lange spisebord med de røde stole, så er man enten radikal eller også er man ikke.
Jesper Elkjær blev i november valgt som spidskandidat for Det Radikale Venstre i Kolding.
En plads, som Jesper Elkjær længe har villet besidde.
Spidskandidaten blev politisk aktiv i 1999. To år efter trak han sig som spidskandidat ved kommunalvalget i 2001, da han fik arbejde i Billund og troede, at familien skulle flytte dertil. Men her 12 år senere er han altså bosat i Kolding og klar til at give den fuld skrue i byrådssalen.

Hvad er din mærkesag?
Jeg mener, at det er rigtig vigtigt, at Kolding i højere grad markerer sig som en international by.
Vi har over 500 udenlandske studerende i Kolding. Dem skal vi være gearet til at modtage. Det skal vi gøre ved at sikre, at der er hjælp til det meste. Eksempelvis hvordan de kommer i gang med fritidsaktiviteter. Selvom folk måske kun er her for at læse i et halvt år, så skal de føle, at det var et fantastisk halvt år de havde i Kolding.

Hvad tror du, at valgkampen kommer til at handle om?
Jeg tror selvfølgelig, at den vil handle meget om arbejdsløsheden og hvordan vi kan skabe arbejdspladser. Men sådan vil det være i hele landet. I Kolding vil det nok også handle om, hvordan vi kan gøre Kolding attraktiv som by. Og her tænker jeg ikke kun på bymidten. Jeg tror også det er vigtigt at huske byerne omkring Kolding i valgkampen. Eksempelvis Vamdrup Lunderskov og Christiansfeld. Samtidig så håber jeg meget, at debatmøderne kommer til at handle om konkret politik og ikke mudderkast. Det er der aldrig nogen, der får noget ud af.

Nævn tre ting, som du vil arbejde for i Byrådet
Ansvarlighed, mangfoldighed og åbenhed. Og så skal man altid skal gå efter bolden og ikke efter manden i politik. Jeg håber også, at det bliver sådan, at folk stopper mig på gaden og vil diskutere politik med mig. Det er jo en af de måder, jeg kan fornemme hvad folk tænker på.

Hvem er dit politiske forbillede?
Det oplagte svar er jo Margrethe Vestager. Jeg synes, at hun har gjort det utrolig godt som formand for Det Radikale Venstre.
Men hvis man skal nævne en anden, vil jeg sige K.E. Reddersen, der sad i Byrådet fra 1970-1981. Han stod fast på sine holdninger og var et underholdende menneske, fortæller Jesper Elkjær.
Spidskandidaten skænker lidt mere kaffe og kigger ned på de to hunde, der har lagt sig i deres kurve.
- Det bliver et spændende år. Vi regner med et mandat, men drømmer selvfølgelig om to. Men man skal aldrig tage noget for givet i politik, lyder det fra Jesper Elkjær.

Hvorfor er du egentlig gået ind i lokalpoltik?
Hvis ens hjerte brænder for politik, har man altid den følelse af, at man tror, at man kan gøre det bedre og gøre en forskel. Det er hårdt arbejde, og derfor skal man også lade være, hvis man ikke tror, at man kan gøre det bedre. Det tror jeg, at jeg kan. Og derfor går jeg ind i lokalpolitik. Jesper Elkjær rejser sig fra stolen. Smiler skævt og siger.
- Jeg er klar til et hårdt, men spændende år. For mig starter valgkampen nu.
Du kan løbende læse portrætter af de spidskandidater der stiller op til Kommunalvalget 2013 - næste i rækken er Knud Erik Langhoff (C).

Et af Jesper Elkjærs foretrukne steder i familiens villa, der er beliggende centralt i Kolding, er lænestolen ved vinduet. Her kan han lide at sidde og læse eller spille på sin guitar.

Et af Jesper Elkjærs foretrukne steder i familiens villa, der er beliggende centralt i Kolding, er lænestolen ved vinduet. Her kan han lide at sidde og læse eller spille på sin guitar.

Publiceret 10 January 2013 10:00