Hørsholm Kommune og Movia indfører nu flexkørsel til buspassagererne i Hørsholm. Modelfoto

Hørsholm Kommune og Movia indfører nu flexkørsel til buspassagererne i Hørsholm. Modelfoto

Tilbud til Hørsholm-borgere:

Styr selv din bus

Hørsholm Kommune indfører fra på søndag den såkaldte Flextur-ordning, hvor man selv kan bestemme, hvordan ens bustur skal være

Af
Steen Tue Bjerborg

Så er der slut med at være afhængig af, hvornår og hvordan bussen kommer, og om den nu også kører derhen, hvor man vil hen.
Som supplement til den øvrige kollektive trafik indfører Hørsholm Kommune fra søndag den 20. januar Flextur, der er en ordning, hvor buspassagererne selv kan bestemme, om de vil hentes hjemme, i svømmehallen, på rideskolen eller hvor som helst og kan blive kørt hjem igen.
Flextur har ingen fast køreplan eller stoppested. Det bestemmer buspassageren selv. Eneste krav er, at turen skal starte og slutte i en kommune, der tilbyder Flextur.
"Jeg er tilfreds med, at vi har kunnet finde plads i budgettet til at indføre ordningen. Jeg håber, at borgerne bliver glade for denne individuelle ordning som et supplement til den kollektive trafik," lyder det fra formanden for Miljø- og Planlægningsudvalget i Hørsholm Kommune, Peter Antonsen (T).

Pris som busbillet

Prisen for en flextur afhænger af, hvor langt man vil køre. Der er dog en grundtaks for de første 10 kilometer på 24 kroner. Det svarer til en 2-zoners kontantbillet.
Der kan ikke bruges klippekort eller månedskort til Flextur, og turen skal bestilles senest to timer før, man skal hentes og tidligst 14 dage før turen.
Flextur kan bestilles på telefonnummer 70 26 27 27 eller www.moviatrafik.dk/flextur. Her kan man også læse mere om priserne og om hvilke kommuner, der er med i ordningen.

I Flextur-ordningen kan passagererne selv bestemme hvor og hvornår, de vil køres, næsten som hvis det var privat kørsel. Modelfoto

I Flextur-ordningen kan passagererne selv bestemme hvor og hvornår, de vil køres, næsten som hvis det var privat kørsel. Modelfoto

null

Publiceret 17 January 2013 08:30