Trods hele to sæt stjålne nummerplader var to tyveknægte ikke snedige nok til at undgå at blive anholdt på en tankstation.

Trods hele to sæt stjålne nummerplader var to tyveknægte ikke snedige nok til at undgå at blive anholdt på en tankstation.

Benzintyve havde flere lag falske nummerplader

Trods et større forarbejde var to tyveknægte ikke snedige nok til at undgå at blive anholdt

Af
Tim Panduro

Forarbejdet var i orden, da to mænd på 34 og 32 år tirsdag gav den i rollen som benzintyve på Shelltanken på Københavnsvej i Hillerød.
Hele to lag stjålne nummerplader var sat oven på den rigtige nummerplade på den Audi, de to brugte til tyveriet, der fandt sted klokken 14.10. Dermed kunne de blive filmet på tankens overvågning med et sæt nummerplader, fjerne pladerne og køre videre med et andet sæt stjålne nummerplader, der ikke kunne spores tilbage til benzintyverierne.
Tankpasseren fik dog tilkaldt politiet så hurtigt, at de to tyve tilsyneladende ikke nåede at føre planen ud i livet. De to mænd blev anholdt på en rasteplads ved Nødebovej.
Ifølge vagthavende ved Nordsjællands Politi i Hillerød tilstod de to, at de havde begået stribevis af tyverier fra tankstationer.
"De har tilstået omkring to tyverier om måneden siden sommeren 2011, så det bliver til en hel del," siger vagthavende.
"Nu skal vi i efterforskningen se, om vi kan klarlægge præcis hvor og hvornår."
Udover de mange benzintyverier erkendte de også, at der hjemme hos den ene lå et sæt stjålne nummerplader, der var "brugt op", men som de endnu ikke havde nået at bortskaffe.
De to blev løsladt efter endt afhøring, men skal senere i retten for de mange tyverier.

null

Publiceret 30 January 2013 15:04