Jacob Simonsen fra Solarpanels har før sat store anlæg op for bofællesskaber og for firmaer, men det er første gang, at det lokale solcellefirma har sat et anlæg op på en skole.

Jacob Simonsen fra Solarpanels har før sat store anlæg op for bofællesskaber og for firmaer, men det er første gang, at det lokale solcellefirma har sat et anlæg op på en skole.

Nu er de i gang:

294 kommunale solceller på plads

Solcelleanlægget på Stilling Skoles tag er nu på plads. Nu skal økonomien i den miljøvenlige ordning følges nøje, før politikerne træffer beslutning om flere anlæg

Af
Af Christina H. Langpap

294 solceller. Så mange sørger i fremtiden for at Stilling Skole får noget af sit strømforbrug dækket af de varme stråler. Siden november sidste år har det lokale Solcellefirma "Solarpanels" arbejdet på at montere det store anlæg. Tirsdag i sidste uge kunne skolen så tage deres nye solceller i brug.
"Det er altid spændende at være med i nye projekter, og det giver særlig opmærksomhed fra alle sider, når man har nye projekter i gang. Vi er i forvejen optaget af energibesparende foranstaltninger, så vi var meget motiverede for at være i kommunens pilotprojekt om solceller på kommunale bygninger," forklarer skoleleder Mogens Christensen og forklarer at både elever, lærere og personale de sidste tre år har arbejdet med energiforbruget på skolen.

Næste stop evaluering

Det er Skanderborg Kommune, der står bag projektet, der har kostet omkring 1,1 millioner kroner eksklusive moms. Det sker som et led i kommunens mål om i 2020 at være C02-neutral i forhold til opvarmning og elforbrug. Initiativtageren til det energivenlige tiltag er formanden for kommunens miljø- og planudvalg, Claus Leick (SF). Han har arbejdet for at der skal solceller på flere af de kommunale bygninger. Men regeringens nye energiaftale spænder nu ben for hans vision.
"Reglerne er blevet ændret, så det nu er dyrere at anskaffe solceller, og det tager længere tid at afskrive dem. Nu skal vi se hvordan den nye ordning påvirker regnskabet, så derfor kan jeg ikke give et bud på om der er flere solcelleanlæg på vej på de kommunale bygninger. Men det er helt klart min holdning, at det skal der, og udgangspunktet er at det er det, som vi skal, men det går bare ikke så hurtigt," siger Claus Leick, og fortæller at resultatet af evalueringen af pilotprojektet er klar i løbet af foråret.
"Vi kan ikke redde alt med solceller. Derfor har vi også andre ting i kiggerten som foreksempel vindmøller og biogas," siger han.

Formanden for miljø- og planudvalget, Claus Leick (SF), ærgrer sig over, at regeringens nye Energiaftale har skabt så meget usikkerhed om økonomien i at sætte solceller op, at planen om at etablere flere store kommunale solcelleanlæg nu i bedste fald bliver forsinket.

Formanden for miljø- og planudvalget, Claus Leick (SF), ærgrer sig over, at regeringens nye Energiaftale har skabt så meget usikkerhed om økonomien i at sætte solceller op, at planen om at etablere flere store kommunale solcelleanlæg nu i bedste fald bliver forsinket.

God læring for elever

Solcelleanlægget har et areal på 390 kvadratmeter, og er monteret på skolens hal. Anlægget er på 57,33 Kilowatt, og vil årligt gennemsnitlig producere 49.540 kilowatt-timer. Skolens årlige elforbrug ligger på cirka 300.000 kilowatt timer.
En tv-skærm i kantinen gør det muligt for skolens elever og lærere at følge med i produktionen af strøm, som ifølge miljø- og planudvalgsformanden er af stor værdi for elevernes klimaundervisning. Det bliver støttet af skolelederen på Stilling Skole.
"Det vil helt klart give en øget opmærksomhed og bevidsthed om skolens energiforbrug, og det vil give en ekstra meget vedkommende dimension til klima-undervisningen, som vi har arbejdet med de seneste tre år. Her har to af vores klasser arbejdet sammen med teknisk service-området for at finde energibesparende foranstaltninger på hele skolen, samtidig med at de i fysik- og kemitimerne har fået indsigt i energi-processer. I emneuger har flere klasser arbejdet med vindenergi og vores elevråd har i en periode arbejdet med at få klasserne til at sortere affald," forklarer Mogens Christensen.

Solcelleanlægget på Stilling Skoles tag er ikke det eneste i kommunen, da Bjedstrup Skole på eget initiativ fik etableret solcelleanlæg på taget for to år siden.

Solcelleanlægget på Stilling Skoles tag er ikke det eneste i kommunen, da Bjedstrup Skole på eget initiativ fik etableret solcelleanlæg på taget for to år siden.

Publiceret 30 January 2013 07:00