Anette Vendelbo er åben for mange muligheder på Bellevue Teatret, men besøg af Mungo Park ligger ikke lige til højrebenet. Arkivfoto: Jesper Bjørn Larsen

Anette Vendelbo er åben for mange muligheder på Bellevue Teatret, men besøg af Mungo Park ligger ikke lige til højrebenet. Arkivfoto: Jesper Bjørn Larsen

Forsigtig flirt mellem to teatre

Der skal dog fjernes bump på vejen, hvis det eksperimenterende teater fra Allerød skal opføre forestillinger på Bellevue

Af
Af Mikael Østergaard

Den nytiltrådte direktør for Bellevue Teatret, Anette Vendelbo, erklærede i et interview i Villabyerne i sidste måned, at hun er åben for at tage børneteater, koncerter og andre teatres forestillinger ind på Bellevue-scenen. Det kan blive aktuelt for Mungo Park i Allerød, der bejler til andre kommuner, som vil bidrage til teatrets drift mod at få besøg af teatret et antal gange om året.

Villabyerne har spurgt teaterdirektør Martin Lyngbo, om Bellevue Teatret er en mulighed?

"Som udgangspunkt er vi på udkig efter kommuner, der ikke i forvejen har et teater, og det har Gentofte Kommune som bekendt. I næste fase ser vi på muligheden for løbende at opføre forestillinger på eksisterende teatre, som vi for eksempel har gjort det i en årrække på Århus Teater", siger Martin Lyngbo, der ikke vil afvise Bellevue Teatret som samarbejdspartner.
"Bellevue Teatrets nytiltrådte direktør, Anette Vendelbo, har siddet i bestyrelsen i Mungo Park, og vi har stor sympati for hinanden, både personligt og fagligt. Så udgangspunktet er godt, og vi har været i dialog. Et problem er dog, at Bellevue Teatret ligger geografisk så tæt på Allerød, at man kan frygte kannnibalisme".

I følge Annette Vendelbo er en anden udfordring, at Bellevue Teatret er for stort til mange af Mungo Parks forestillinger.
"Men det er logisk, at vi taler sammen om muligheden, enten som co-produktion eller som en del af repertoiret. Vi har ledig kapacitet i forsommeren og sommeren", siger Anette Vendelbo.

Publiceret 01 February 2013 15:01