Fugl fløj fra Amerika til Mølleåen ved et uheld

En halsbåndstroldand fløj ved en fejl over Atlanten og landede i Frederiksdal, hvor den nu tilsyneladende nyder livet

Af
Af Janus Neumann

For de fleste fuglekiggere er vintermånederne en stille tid, hvor man går og glæder sig til de kommende forårsmåneder, når trækfuglene gradvist vender tilbage til vores breddegrader.
Dette betyder dog ikke, at fuglelivet i Danmark går i stå i de kolde måneder. I vores søer og fjorde samles tusinder af andefugle i vågerne for at søge føde.
Således fik Mølleåen fint besøg onsdag eftermiddag, da den lokale fuglekigger Ralph Qwinten fandt en halsbåndstroldand i åen mellem Frederiksdal og Furesøen.
Halsbåndstroldanden kommer fra Nordamerika, hvor den yngler i det nordlige USA og Canada. Den træffes kun sjældent i Europa. Fuglen i Mølleåen er fund nummer 13 i Danmark, og mange ornitologer har da også allerede nu taget turen til Frederiksdal for at få Halsbåndstroldand på listen.
Som det ses på billedet minder Halsbåndstroldanden om vores almindelige troldand, men adskiller sig særligt blandt andet ved den hvide ring om næbbet og de tydeligere hvide linjer omkring næbbasis. Man ser også tydeligt et hvidt felt foran vingen samt en mere kantet hovedform en almindelig troldand. Fuglen er aldersbestemt til at være såkaldt 2K-fugl, altså en fugl i sit andet kalenderår.
Det er naturligvis usikkert, hvor længe anden bliver i Mølleåen. Meget tyder på, at den overnatter ude på Furesøen og om dagen fouragerer på lavt vand i åen.

Publiceret 01 February 2013 15:00