Sex hele ugen

Skolerne sætter seksualundervisning, sundhed og trivsel på skemaet

Af
Af Peter Klar

I uge 6 deltager 1.291 børn og unge fra skoler og ungdomsuddannelser i Allerød Kommune i Sex & Samfunds rekordstore seksualundervisningskampagne Uge Sex.

For første gang er også de små elever fra 2.-3. klasse med. Årets tema er familier.

Uge Sex handler om klassiske seksualundervisningsemner: Kroppen, seksualitet, sexsygdomme og prævention.

Men undervisningen har også fokus på emner som følelser, venskaber og identitet og kan ifølge Sex & Samfund være med til at styrke trivslen hos børn og unge og reducere mobning.

"Vi ved, at børn og unge, der af kammeraterne opleves som anderledes, risikerer at blive mobbet. God seksualundervisning udvikler børn og unges indsigt i, at der ikke er en 'rigtig', men derimod mange måder at være pige og dreng på, se ud på og leve i en familie på," siger Line Anne Roien, projektleder i Sex & Samfund.

For første gang er også de helt små elever med i Uge Sex.

Sammen med TrygFonden har Sex & Samfund udvidet Uge Sex til også at omfatte 2.-3. klasserne.

Det sker med materiale og emner, der er tilpasset mindre børn.

Områdechef for sundhed i TrygFonden, Mette Meldgaard, siger:

"Vi udvider kampagnen for at støtte skolernes arbejde med sundhed og trivsel. Uge Sex i de små klasser er med til at udvikle de små elevers viden om krop og følelser og med til at styrke deres evne til at mærke efter egne og andres grænser. Samtidig styrker undervisningen trivslen hos det enkelte barn og er med til at skabe et fællesskab i klassen, der også rummer de elever, der opleves som anderledes af kammeraterne, siger hun.

Publiceret 01 February 2013 07:00