Rektor på Erhvervsakademiet i Viby, Christian Mathiasen, er tilfreds med, at 43 procent af eleverne er mønsterbrydere.

Rektor på Erhvervsakademiet i Viby, Christian Mathiasen, er tilfreds med, at 43 procent af eleverne er mønsterbrydere.

Erhvervsakademiet vælter i mønsterbrydere

Praktik blandet med teori er med til at gøre Erhvervsakademiet til en succes, mener rektor på stedet

Af
Camilla Olesen

Knap halvdelen af de 3500 elever, der går på Erhvervsakademiet i Viby er mønsterbrydere.
Det viser en undersøgelse, som akademiet har lavet omkring de elever, der startede efter sommerferien sidste år.
Når man taler om mønsterbrydere, så er det unge mennesker, der vælger at tage en videregående uddannelse, selv om forældrene ingen har.
Rektor på Erhvervsakademiet i Viby, Christian Mathiasen, har en helt klar opfattelse af, hvad der er årsagen til, at 43 procent af deres elever er mønsterbrydere.
"Det kan virke abstrakt og uoverskueligt at skulle gå i gang med en uddannelse i fem-seks år på for eksempel universitetet, men vores uddannelser appellerer meget til de unge, hvor forældrene ikke har en uddannelse. De studerende kan konkret se, hvad de kan blive, når de er færdige med at læse, og samtidig er der praktik på alle vores uddannelser," siger Christian Mathiasen.

Fokus på den enkelte

Det er dog ikke nok, at der er praktiske uddannelser på Erhvervsakademiet, for det handler også om for skolen at fastholde de studerende og få dem til at gennemføre.
"Vi har altid holdundervisning, vi bruger ikke forelæsninger. Samtidig er der en holdleder tilknyttet hvert hold, som skal være opmærksom på elevernes trivsel. Hvis en studerende ikke kommer, så kontakter vi vedkommende," siger Christian Mathiasen og fortsætter:
"Det har vi valgt at gøre, fordi der er nogen, der har brug for at få ekstra motivation."

Stor tilfredshed

Som regel vil mere have mere, men Christian Mathiasen er fint tilfreds med, at 43 procent af de studerende er mønsterbrydere.
"Vi er tilfredse med det tal. Regeringen har jo en målsætning om, at 60 procent af de unge skal gennemføre en videregående uddannelse, og så er vi nødt til at have fat i mønsterbryderne, hvis det skal kunne lade sig gøre," siger han.

null

Publiceret 11 February 2013 12:00