Kunstnere lokkes frem i Gellerup

Nyt projekt vil lave en kunst-magueritrute fra Godsbanen til Gellerup og inddrage lokale, ofte oversete, kunstnere.

Af
Louise Nyvang Burmeister

Aarhus Billedkunstcenter engagerer sig nu aktivt i Gellerupparken.
Lederen af centret på Godsbanen midt i Aarhus ser den nye helhedsplan for området som en oplagt mulighed for at få tættere kontakt til lokale kunstnere.
Den idé har Fonden Aarhus 2017 været enig i, og har for nylig givet projektet 73.000 kroner til opstarten.
"Der findes sandsynligvis en gruppe af oversete forfattere, digtere, musikere og billedkunstnere i Gellerup, der ikke er en del af det kunstneriske miljø i byen. Måske fordi deres normer og arbejdsgange ikke passer ind i det, vi kender," siger Anja Raithel, der er leder af Billedkunstcentret.
Hun har, siden centret blev oprettet for knap et år siden, oplevet, at især mange udenlandske kunstnere har henvendt sig for at blive en del af et kunstfællesskab.
"Dem, der henvender sig, er ofte berejste og ressourcestærke kunstnere. Vi vil gerne have fat i endnu flere og med ombygningen af Gellerupparken, er der en unik mulighed for at inddrage de lokale kunstnere i processen. Det kunne for eksempel være via kunst-kurser, hvor de kan være med til at finde ud af, hvordan et nyt medborgerhus skal udsmykkes, eller hvordan en ny gågade skal se ud. Den skal jo ikke ligne gågaden i Holstebro, men tilpasses det unikke sted, den ligger. Det er sådan nogle ting, vi håber at påvirke," siger Anja Raithel.

Mere end Sigrids Stue

I første omgang vil Aarhus Billedkunstcenter indlede et samarbejde med kunstsatelitten Sigrids Stue, som Kunsthal Aarhus søsatte i august 2011 og siden er blevet en selvstændig forening.
"Sigrids Stue havde fokus på at hente internationale kunstnere til Gellerup. Det vil vi også gerne. Men vi vil især have fokus på de lokale kunstnere, der allerede er til stede. Man kan sige, at vi vil bygge et modul oven på Sigrids Stue. For vi vil gerne skabe en kunstplatform, der er lokalt forankret og med en langvarig tidshorisont. Det tager tid, før kunstnerne får tillid til et nyt sted og for alvor begynder at bruge det," siger Anja Raithel.

Maguritrute med kunst

En del af projektet er også at lave en kunstnerisk Magueritrute fra Godsbanen til Gellerup.
Den spanske kunstner Joaquin Zaragoza, der har boet i Aarhus siden 1996, skal sammen med skolebørn udsmykke en gangsti.
"Tanken er at give folk en tydelig grund til at bevæge sig fra midtbyen til Gellerup. Man slentrer ofte en tur rundt inde i byen, men hvorfor ikke gå til Gellerup? Vi vil pille lidt ved, hvordan man normalt bevæger sig rundt i byen og få folk til at opleve ting og steder på nye måder," siger Anja Raithel.
Det er planen, at ruten skal være færdig til juni 2014. Fra august 2013 og et skoleår frem skal børn fra området omkring Godsbanen og børn fra Gellerup arbejde sammen med kunstneren i et par timer om ugen.
Pengene fra Fonden Aarhus 2017 betyder, at Billedkunstcentret nu er gået i gang med at søge fonde om penge til projektet, der forventes at have et budget på omkring fire millioner kroner.


Fra Godsbanen til Gellerup

Fonden Aarhus2017, der skal planlægge og gennemføre værtskabet for Europæisk Kulturhovedstad 2017, støtter projektet "Fra Godsbanen til Gellerup" med 73.125 kroner
Projektet vil tænke kunst og kreativitet ind tidligt i helhedsplanen, som de kommende år skal transformere Gellerupparken til en mere åben og attraktiv bydel
Helhedsplanen omfatter blandt andet:

  • Etablering af en bygade fra City Vest til Bazar Vest.
  • Etablering af en intern ringgade og nye gennemgående sidegader
  • 500 kommunale arbejdspladser udflyttes
  • Nedrivning, salg, ombygning og nybyggeri

Publiceret 11 February 2013 07:00