Skanderborg Håndbold havde forventet en indtægt på 800.000 kroner ved at flytte en række kampe fra Skanderborg til Forum Horsens, men forventningerne viste sig slet ikke at holde stik.

Skanderborg Håndbold havde forventet en indtægt på 800.000 kroner ved at flytte en række kampe fra Skanderborg til Forum Horsens, men forventningerne viste sig slet ikke at holde stik.

Skanderborg Håndbold lægger kortene på bordet

Klubbens økonomiske situation er alvorlig efter efterårets mislykkede satsning på ligakampe i Forum Horsens

Af
Af Bettina Sønderskov

Det har kostet Skanderborg Håndbold nogle dyre lærepenge at flytte en række af efterårets ligakampe fra de trange kår i Morten Børup Hallen i Skanderborg til Forum Horsens. Det erkender klubbens mangeårige formand, Jens Christensen.
"Det er ikke for at male frygten på væggen, men vi har valgt at gå åbent ud og informere om rigets tilstand," siger Jens Christensen.
I et såkaldt "bekymringsbrev" har klubben fornylig opridset situationens alvor for klubbens spillere, deres forældre, sponsorer og andre med tilknytning til byens håndboldforening.
"Ja, det lyder alvorligt, men vi er ikke ude at true med konkurs. Vi har en klippefast tro på, at vi også i fremtiden kan skabe de nødvendige økonomiske rammer. Vi skal ikke bare være en klub med et ligahold, men fortsat være en klub med en af landets stærkeste ungdomsafdelinger," siger Jens Christensen.
Håndboldklubben har valgt at melde åbent ud i håb om at få både forældre og sponsorer op af stolene i kampen for at øge klubbens indtjening på andre måder end igennem entréindtægter.

Tilbage til Skanderborg

"Vi må erkende, at de billetindtægter, som vi havde budgetteret med i Forum Horsens ikke er kommet ind, så nu går vi andre veje," lyder meldingen fra håndboldformanden.
Betyder det, at der ikke bliver spillet nogen kampe i Forum Horsens næste sæson?
"Det træffer vi først endelig beslutning om, når vi har fået turneringsplanen, men jeg kan godt røbe, at størstedelen af kampene bliver spillet i Skanderborg næste sæson. Vi skal tilbage til rødderne og tilbage til Skanderborg nu."
Har I overvejet at hæve billetpriserne i Morten Børup Hallen for at øge indtægten?
"Nej, det vil ikke give den store effekt med det begrænsede antal tilskuere, vi har plads til i Morten Børup Hallen. Der skal andet og mere til. Nu har vi i første omgang sat tre nye aktiviteter i gang, som vi håber kan bidrage til klubbens økonomi på langt sigt."
Skanderborg Håndbold arrangerer som noget nyt i år et stort sponsorcykelløb i Bloms Butikker den 31. maj. En eksklusiv koncert for Skanderborg Håndbolds medlemmer med Jens Christensens berømte søn og sanger Peter Sommer skal også skæppe i klubbens pengekasse.

På jagt efter flere sponsorer

Sidst men ikke mindst arbejder klubben i øjeblikket på at sammensætte en sponsorgruppe bestående af en gruppe erhvervfolk fra Skanderborg Kommune, som vil være med til at udvikle nye attraktive sponsorkoncepter.
"Vi har brug for en bredere sponsorkreds, og den sætter vi alle kræfter ind på at finde nu," siger Jens Christensen.
Han trak sig ved årsskiftet tilbage fra arbejdsmarkedet og vil nu bruge tiden og kræfterne på arbejdet med at få erhvervslivet og klubbens frivillige til at støtte endnu mere op om håndboldklubben.
Udover arbejdet med at finde flere sponsorer i erhvervslivet mener Jens Christensen også, at det er nødvendigt for klubben at blive bedre til at kommunikere med forældrene til de mange børn og unge, som har deres daglige gang i klubben.
"Vi har en udfordring med at få dem til at forstå, hvorfor det er så vigtigt at interessere sig for helheden i klubben. Som forælder bidrager man typisk først og fremmest til det hold, som éns eget barn spiller på lige nu.. Men der kommer jo også en tid, hvor lille Peter rykker op til at blive U12, U14 og U16. Derfor er det vigtigt, at vi får så meget hjælp til at løse alle vores opgaver, at vi kan blive med at holde det høje niveau i alle klubbens afdelinger,," siger Jens Christensen.

null

Publiceret 13 February 2013 11:30