Knivrøveri rettet mod 17-årig Kiwi-ansat

To mænd begik i går aftes et voldsomt røveri mod Kiwi i Ebeltoft

Af
Af Nicole Wolter

Det var voldsomt, da to mænd i går aftes klokken cirka 21.30 begik røveri i Kiwi på Sønder Skovvænget i Ebeltoft.
Butikschefen, Sussi Ring, blev tilkaldt pr. telefon efter røveriet, og hun har efterfølgende set hele forløbet på overvågningsvideo.
"Det er meget voldsomt. De to røvere kommer løbende ind og råber 'røveri'. De styrer direkte mod min 17-årige kasseassistent, og den forreste har kniven hævet. Kasseassistenten rejser sig for at løbe væk, og faktisk jagter de ham et par meter med kniven hævet," fortæller Sussi Ring.
Den unge kasseassistent får hurtigt følgeskab.
"Der er en fragtmand i butikken, og han ser det og løber også. Længere inde i butikken står en 20-årig ansat, og han ved ikke rigtig, hvad der sker. Men det lyder så voldsomt, at han også løber," fortæller hun.

Låser sig inde

De to ansatte og fragtmanden løber ud på lageret, hvor de låser sig inde og ringer efter politiet, der hurtigt ankommer.
Imens tager de to røvere omkring 30 kartoner cigaretter og et mindre kontantbeløb, hvorefter de stikker af i ukendt retning og på ukendt vis, fortæller politiet, der gerne vil høre fra vidner.
"Vi vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget. De to mænd er begge dansk-talende, 180-190 centimer høje og muskuløse. Den ene har en grøn militærhue på, skimaske og mørkt tøj. Den anden har blå hue på, mørkt tøj og skihandsker," fortæller vicepolitikommissær Helle Fly Edelbo.

Psykolog tilkaldt

Efter røveriet tilkaldte butikschef Sussi Ring en psykolog.
"Det er rutine i Kiwi, at ansatte, der har været udsat for sådan noget her, ikke får lov til at gå hjem, før de har talt med en psykolog. Vores ansatte var selvfølgelig rystet. Han havde hjertebanken et stykke tid," fortæller hun.

Publiceret 22 February 2013 10:11