Eftersøgt med hunde og helikopter:

81-årig var taget på motel

SMS-tjeneste hjalp politiet til at finde en 81-årig mand, der var gået hjemmefra i søndagens kolde vejr

Af
Kristina Schønnemann

En SMS tikker ind på telefonen. Det er politiet, der beder dig om at holde øjne og øre åbne. Sådan kan man kort beskrive den SMS-tjeneste 'Tryk Politi', som Nordsjællands Politi har indført i politikredsen. Idéen er, at borgerne i lokalområdet kan hjælpe politiet ved at være ekstra opmærksomme, når politiet leder efter forskellige personer. Netop denne kæde hjalp søndag Nordsjællands Politi med at finde en 81-årig mand, der var gået hjemmefra fra Rådhusvænget i Frederikssund.

Væk i timevis

Hele episoden startede, da mandens kone ringede til politiet søndag kl. 17.30 og fortalte, at hendes mand ikke var kommet hjem efter sin daglige gåtur ved frokosttid. Politiet kører ud og leder efter manden på nogle af de steder, hvor konen ved, at han kan lide at gå tur. Det er blandt andet omkring Roskilde Fjord, men manden er ikke umiddelbart til at finde dér, fortæller vicepolitikommissær Brian Kristiansen fra Nordsjællands Politi. "På det tidspunkt er vi ved at være derhenne, hvor det bliver mørkt. Desuden er det usædvanlig koldt, så derfor ringer vi efter politiets tjenestehunde til at lede nær stranden, ligesom vi rekvirerer en helikopter med varmesøgende kamera," siger vicepolitikommissær Biran Kristiansen.

Et smut forbi Rådhuskroen

Eftersøgningen fortsætter, og klokken 18.14 trykker politiet på "send"-knappen og sender SMS'er ud til de borgere i Frederikssunds-området, der er tilmeldt den førnævnte SMS-tjeneste. Klokken 20.45 får politiet en henvendelse fra en ansat på Rådshuskroen i Frederikssund, der har talt med den bortgåede mand. "Manden har spurgt efter et værelse på Rådshuskroen, men da man ikke har værelser, henviste Rådhuskroen ham til Færgelunden," fortæller vicepolitikommissæren. Ganske rigtigt finder politiet den 81-årige på Færgelunden omkring 21-tiden, hvor han har indlogeret sig på et værelse. Og Nordsjællands Politi er glade for at SMS-tjenesten gav gevinst søndag. "Det understreger, at SMS-projektet virker, og er et godt eksempel på, hvordan gode danske borgere kan hjælpe politiet. Pludselig har vi mange øjne åbne ude i samfundet," siger vicepolitikommissær Brian Kristiansen, der også opfordrer endnu flere til at melde sig til 'Tryk Politi'.

Publiceret 18 March 2013 11:15