Optagelserne til ny 'Far til fire'-film i fuld gang

Et helt nyt hold er klar til at puste liv i de populære Far til Fire film. Men selvom ansigterne er nye, så er adressen stadig den gamle - Blomstervænget i Lyngby

Af
Signe Steffensen

Det er sommer, det er sol og nu er optagelserne i gang til "Far til Fire – Onkel Sofus vender tilbage"
Siden castingen i midten af februar er der nu sat et helt nyt hold af børn, der skal udfylde rollerne som Søs, Mie, Ole og lille Per.
Og nu er optagelserne gået i gang til filmen, der forventes af have premiere i vinterferien 2014.

Handlingen

Hvad sker der, når hele familien er på dyrskue for at hjælpe Onkel Sofus fra Australien med at vinde en prestigefyldt malkekonkurrence.
Det er hårdt arbejde, når præmiekoen ikke giver mælk, og Onkel Sofus viser sig at være en sur og krævende mand, der trænger til at lære lidt om, hvordan man opfører sig i en rigtig familie.
"Det er skønt at komme i gang igen. Det er nogle fantastiske skuespillere vi har fundet – og dejligt at komme på arbejde og møde et filmhold fyldt med masser af energi," udtaler producent Marcella Dichmann.
Tirsdag i sidste uge var optagelserne lidt af en udfordring for Jesper Asholt, der spiller Far. Han startede dagen med fem gange at få kastet hønselort i hovedet.
"Det har været en rigtig møgdag," griner Jesper Asholt og fortsætter "Jeg håber det værste er overstået. Min dag er ligesom startet med, at jeg er blevet dækket af hønselort fem gange, så nu kan det kun gå én vej!".
Kurt Ravn der spiller Onkel Anders var lykkelig over at kunne stå på sidelinien
"Det er jo klart, at det måtte gå ud over Jesper, han er den bedste skuespiller til at få en sæk lort over sig" griner Kurt Ravn.
Udover Jesper Asholt og Kurt Ravn var Bodil Jørgensen også at finde på dagens optagelser som Fru Sejersen sammen med de fire børn, der spilles af Sigurd Philip Dalgas (Lille Per), Emilie Werner Semmelroth (Søs), Karoline Hamm (Mie) og Rasmus Bardram Johnbeck (Ole).

Der lugtede ikke af roser på Blomstervænget i sidste uge

Der lugtede ikke af roser på Blomstervænget i sidste uge

Fv. Kurt Ravn (onkel Sophus), Rasmus Bardram Johnbeck (Ole) Emilie Werner Semmelroth (Søs), Karoline Hamm (Mie), Jesper Asholt (Far), Bodil Jørgensen (Fru Sejersen) og forrest Sigurd Philip Dalgas, der spiller Lille Per.

Fv. Kurt Ravn (onkel Sophus), Rasmus Bardram Johnbeck (Ole) Emilie Werner Semmelroth (Søs), Karoline Hamm (Mie), Jesper Asholt (Far), Bodil Jørgensen (Fru Sejersen) og forrest Sigurd Philip Dalgas, der spiller Lille Per.

Publiceret 01 June 2013 08:56