Overrasket Mørkøv blev dansk mester

Den Tour de France-vragede Kokkedal-rytter ville hævne sig i enkeltstarten, men vandt i stedet det "rigtige" landevejsløb ved DM

Af
Af Niels Idskov

Michael Mørkøv har vundet seksdagesløb og megen anden hæder, men kan for første gang kalde sig dansk mester - og det en ret overrumplet en af slagsen.
For det første ville Kokkedal-rytteren 'hævne' den udeblevne Tour de France-deltagelse ved at sejre i torsdagens enkeltstart, men det lykkedes slet ikke. I stedet snuppede han søndag landevejstitlen. Selv om han var udset til at køre spurten for en holdkammerat.
'Det var mere held end forstand. Jeg var egentlig slet ikke med i løbet, men pludselig vendte det hele, og jeg vandt. Det er fantastisk,' siger 28-årige Mørkøv efter et løb, der endte i en massespurt, efter at udbryderen Nicki Sørensen blev kørt ind med bare seks km tilbage.
Mørkøv var i spurten var udset til at trække holdkammeraten Matti Breschel frem til gevinst, men han blev kun nr. fire
'Da der manglede 300 meter så jeg, at han ikke var bag mig, og så besluttede jeg, at jeg bare skulle køre, og så holdt jeg heldigvis til målstregen,' sagde den glade vinder, hvis hurtighed fra baneløbene kom ham til gode i det store spurtfelt.
Han kan nu den næste års tid køre rundt i dannebrogstrikot som et plaster på såret over den udeblevne Tour de France-deltagelse. Første større løb derefter er Post Danmark Rundt fra 31. juli.

Publiceret 24 June 2013 10:00