Casper Barfod, Kimie Christensen, Cammilla Jensen og Ikki Knudsen lyser af gåpåmod.

Casper Barfod, Kimie Christensen, Cammilla Jensen og Ikki Knudsen lyser af gåpåmod.

Unge har succes med fester uden alkohol og stoffer

Onsdagssammenkomsterne i Lillegadeprojektet i Grenaa er næsten som et ungdomshus

Af
Af Per Kejser-Andersen praktikant

”Andre glæder sig til weekenden. Vi glæder os til om onsdagen.”
Udtalelsen kommer fra Kimie Christensen, som går på Grenaa Produktionsskole, Event-holdet.
En af de andre på holdet supplerer: ”Vi er alle sammen blevet gladere, siden vi startede på det her.”

Lillegadeprojektet

Onsdagsmøderne er de ugentlige sammenkomster i Lillegade 30. Ideen er elevernes egen.
”Det er vel et par år siden, vi begyndte at snakke om, at det kunne være rart at have et ungdomshus - et sted at være for unge på vores alder,” husker Kimie Christensen.
”Men vi kom først i gang i år.”
”Februar var det vist,” siger Casper Barfod.
”Og det er rigtig godt. Man har et sted at møde andre unge, på tværs af interesser.”
”Og uden alkohol og stoffer,” siger Cammilla Jensen.
”Jeg drikker ikke. Så kan man godt føle sig udenfor, når der er fester. Og måske bliver man slet ikke inviteret næste gang.”
”Nogle mødes jo kun for at drikke,” medgiver Casper Barfod.
Deltagerne ved onsdagsmøderne kommer fra produktionsskolen og andre uddannelsessteder, og annoncering af arrangementerne sker via Facebookgruppen 'Event og Medie arrangementer', som har over 300 medlemmer.

Stolt over de unge

”Som lærer er jeg stolt over det engagement, de unge lægger for dagen, og den tro på sig selv de har fået – fordi de har fået et ansvar,” siger Ikki Knudsen, holdets lærer.
”Men det er jo ikke kun vores hold, der går op i det,” siger Casper Barfod.
”Der er rigtig mange andre, der er glade for det. Vi bliver også flere og flere til møderne. Vi var 23 til temadagen i går.”
Ikki Knudsen er med til arrangementerne, når hun kan få tid.
”Jeg hjælper med råd og vejledning, men det er de unges eget ansvar, hvad der foregår. Skolen vil gerne bidrage, men det er dem selv der skal køre det.”
”Men vi kan jo også alle sammen noget forskelligt,” indskyder Kimie Christensen.
”Nogle er gode til at lave mad, andre kan lave regnskab eller købe ind, men alle kan noget.”

Vil være frivillige

Onsdagsmøderne er for unge mellem 16 og 25.
”De skal være fyldt 16, fordi det jo ikke er en ungdomsskole,” siger Casper Barfod.
”Og man skal ikke smides ud, bare fordi man fylder 18 ligesom andre steder.”
”Men det bliver et problem, når vi er færdige med at gå her på produktionsskolen,” siger Kimie Christensen.
”Vi vil alle sammen gerne blive ved med at komme her. Vi kan slet ikke undvære det sammenhold og fællesskab, vi har fået.”
Derfor danner de unge nu en forening for unge, der gerne vil være frivillige hjælpere.
”Selv om onsdagsmøderne holder sommerferie indtil august, så mødes vi og holder stiftende generalforsamling i Lillegade onsdag 26. juni klokken 16.30,” oplyser Cammilla Jensen.

Publiceret 24 June 2013 14:00