Det er mandag eftermiddag 15. november 1993, dagen før kommunalvalget.
46-årige byrådsmedlem Svend Kjærgaard Jensen befinder sig i den virksomhed han egenhændigt har bygget op fra ingenting, da døren ind til Kjærsgaarden Auto på Frederiksborgvej går op.
Ind kommer Hans Erik Nielsen, spidskandidat for Venstre i Ølstykke.
"Han siger, at han må meddele mig, at hvis venstre kommer i position til at overtage borgmesterposten, kan han ikke påtage sig den, fordi han har fået konstateret uhelbredelig kræft," fortæller Svend Kjærgaard Jensen, der er opstillet som nummer tre på venstres liste.
Nummer to på listen har takket nej til en eventuel borgmesterpost.
"Gå hjem og tal med din kone, og kom med et svar i morgen," lyder opfordringen fra Hans Erik Nielsen.
"Det blev en lang nat," siger Svend Kjærgaard Jensen, der beslutter sig for at sige ja til at være Venstres borgmesterkandidat.
Da valgresultatet kommer viser det sig imidlertid, at flertallet med S, SF og Borg-erlisten kan fortsætte som hidtil.
"Vi sad nede i kælderen og slappede af og var ved at pakke sammen, efter vi havde fået et par stykker smørrebrød. Pludselig kommer SF styrtende ned af gangen og siger, de godt lige vil snakke lidt, for forhandlingerne på 1. salen går ikke så godt. Det ender med, at jeg sidder i borgmesterstolen kl. 4.30 om morgenen."
Det er starten på Svend Kjærgaard Jensens 16 år lange karriere som borgmester - 12 år i Ølstykke og fire i Egedal.
Eksplosiv vækst
Årene i Ølstykke byder på masser af fremgang til partiet Venstre, der oplever det ene kanonvalg efter det andet. Samtidig er byen i eksplosiv vækst og indbyggertallet går fra 9.000 til knapt 16.000. For Svend Kjærgaard Jensen betyder det, at han er frontfigur i en tid, hvor Ølstykke er i rivende udvikling, og noget af det, han er allermest stolt af fra de år, er den store skolereform byrådet vedtager.
"Vi byggede blandt andet Bækkegårdsskolen. Det var en satsning på 260 mio. Det var lidt stort, da vi satte den proces i gang," siger Svend Kjærgaard Jensen og fortæller, at projektet - ulig så mange andre offentlige projekter - overholdt det oprindelige budget.
Også byens andre skoler blev renoveret og flere daginstitutioner så dagens lys.
"Jeg fik da skyld for ind i mellem, at hver gang jeg så et gadehjørne, så byggede jeg en børnehave," smiler Svend Kjærgaard Jensen.
Ægte ølstykkegenser
Selv har han også slidt sine barnesko tynde på Ølstykkes gader og stræder. Med aner tilbage til 1600-tallets Ølstykke kan man om nogen kalde ham for en ægte ølstykkegenser.
Og selvom familiegården "Kærgaarden" i nogle generationer er ude af familiens eje, ender den igen i 1800-tallet på familien Kjærgaards hænder. Og da Svend Kjærsgaard Jensen i 1947 kommer til verden, ejes gården af hans 70-årige far. Tre år senere dør faren, og Svend Kjærgaard Jensens mor driver gården videre med lejet arbejdskraft.
Svend Kjærgaard Jensen selv har dog mere lyst til at rode med knallerter end landbrug.
"Jeg ville ikke være landmand. Jeg var mere til mekanik, så jeg kom i lære i Hillerød i 63," siger den tidligere borgmester.
Da han vender tilbage til Kærgaarden har moren måtte sælge jorden fra, fordi ophøjelsen til byzone i start 60'erne gør, at hun ikke kan forrente jorden. Den unge mekaniker får derfor lov til at rode med biler i morens gamle lade, og i '68 starter 19-årige Svend Kjærgaard Jensen sit eget firma op.
Firmaet går godt, men i 1973 kommer oliekrisen og afgiften på registreringsattester bliver hævet med 100 procent.
"Der er vi lige flyttet fra gården over på Frederiksborgvej 21. Det er en barsk tid," husker Svend Kjærgaard Jensen og fortæller, at der den dag i dag er 46 ansatte i Kjærgaarden Auto, som omsætter for "et par hundrede millioner om året".
Også politisk har den mangeårige borgmester erfaret betydningen af ordet modgang.
Særligt ved sammenlægningen til den nye Egedal Kommune kommer Svend Kjærgaard Jensen til at opleve, hvad det vil sige at være i ikke bare politisk modvind, men at befinde sig i selve orkanens øje.
Det store kup
Op til kommunalvalget i 2005, hvor Ølstykke, Smørum og Stenløse skal gå fra tre selvstændige kommuner til et samlet Egedal, skriver Svend Kjærgaard Jensen under på en konstitueringsaftale, der skal placere partifælle og borgmester i Stenløse, Willy Eliasen, på borgmesterposten, såfremt flertallet er der.
Da stemmerne er talt op, er der ingen tvivl om det borgerlige flertal.
Alligevel ender Willy Eliasen ikke som den nye storkommunes første borgmester. Det gør i stedet Svend Kjærgaard Jensen, som vælger at løbe fra sin underskrift på konstitueringsaftalen.
"Der var flere ting i det, som gjorde udslaget. Vi var nogle, der følte, at vi ikke fik den indflydelse, som vi skulle have. Det var ikke et ligeværdigt forhold."
Stemmen bliver sagtere og ordene tøvende, da Svend Kjærdgaard Jensen skal prøve at forklare, hvorfor han og andre valgte at kuppe Willy Eliasen med flere.
"Der var jo et stort borgerligt flertal, og det kom ikke rigtigt til udtryk i den konstitueringsaftale, som jeg desværre skrev under på," fortsætter han.
Er det i virkeligheden også et spørgsmål om, at du mistede din magt og indflydelse?
Næææ... Jo, politik handler vel om magt dybest set, men der skal jo et flertal til, og der var jo et flertal, der lige pludselig pegede på mig. Der var flere, der mente, at de ikke fik den indflydelse, som de følte, de var berettiget til. Det var Ølstykke og Smørum, ydrepunkterne i den nye kommune, der følte at de var blevet lidt underrepræsenteret i det, der skulle ske ifølge den konstitueringsaftale. Det var da også oppe og vende hundredevis af gange i mine tanker, om det var værd at lave om på. Der var jo nogle, der følte sig meget trådt over tæerne."
Ville du gøre det igen?
"Det ved jeg ikke... Jeg får nok ikke sådan et tilbud igen, så det er ren teori, men det er da klart, at hvis der er nogle, der træder en kraftigt over tæerne, så kan det da godt være, at man ville gøre nogle ting igen. Men det er nok første, sidste og eneste gang, at jeg løber fra en skriftlig aftale."
Det viser sig, at borgmesterposten koster en ekskludering fra partiet Venstre, og Svend Kjærgaard Jensen er således den eneste siddende borgmester, der nogensinde er blevet ekskluderet af Venstre.
Politikken bliver personlig
Men også på de interne linjer i det nye byråd ulmer uroen. Med det ene vedtag efter det andet med spinkelst mulige flertal bliver det således langt fra til fire magelige år i borgmesterstolen.
"Der var meget at se til. Det var da en hård tid. Og så ikke mindst den politiske situation, der opstod, hvor der ikke blot var politisk modstand, men der var også mange, der tog det her personligt. Det har jeg ikke rigtig oplevet før i politisk sammenhæng. Der har man skilt det politiske og personlige ad. Her gik det op i en højere enhed og blev meget personligt."
Var det personligt for dig?
"Næ, det var ren politik. Jeg har bestemt ikke noget at udsætte på nogen af personerne, det var ren politik. Men det var det bestemt ikke for alle andre."
Ekskluderingen fra Venstre betyder, at partiet Egedal Listen opstår med borgmesteren i spidsen. Siden nedlægger partiet sig selv, og Svend Kærgaard Jensen melder sig i stedet ind i Liberal Alliance. Ved det seneste kommunalvalg opnår partiet blot at få ét mandat i byråddet.
Svend Kjærgaard Jensen slutter derfor sin 28 år lange karriere i lokalpolitik af på næsten samme måde som den startede i sin tid i Ølstykke Byråd - med minimal indflydelse på de politiske beslutninger.
Blå bog
2011: Medlem af Liberal Alliance Borgmester i Egedal Kommune 2007-2010 2006: Medlem af Egedal Listen 2006: Ekskluderet fra partiet Venstre 1994 - 2007: Borgmester i Ølstykke Kommune 1986: Valgt ind i Ølstykke Byråd 1970: Medlem af Venstre 1968: Grundlægger autofirmaet Kjærdgaarden Auto A/S 1963: Medlem af VU
Formand for økonomiudvalg og beredskabskommision. Formand for Venstres kommunal politiske udvalg i Frederiksborg Amt. Næstformand i Venstres kommunalpolitiske kontaktudvalg. Bestyrelsesmedlem i Kommuneforeningen i Frederiksborg Amt. Medlem af repræsentantskabet i HNG. Medlem af erhvervsrådet i Stenløse/Ølstykke. Bestyrelsesmedlem for erhvervsservice Nordsjælland. Svend Kjærgaard Jensen født 1. juni 1947