Undersøgelse:

Den perfekte room-mate er en singlepige

Hvem ville du helst dele lejlighed med?
Tja, hvis du er som mænd og kvinder er flest, så skal det være en single kvinde. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov for MetroXpress, som har spurgt et repræsentativt udsnit af både kvinder og mænd aldersgruppen 18-39 år. Resultatet overrasker sociolog Emilia van Hauen.
"Der hersker en opfattelse af, at piger er bedre til at holde hus og være renlige. Og så skal man ikke underkende, at der er den bonus, at pigerne sørger for en lind strøm af singleveninder i lejligheden," siger hun til avisen og uddyber, at grunden til at piger helst vil bo sammen med piger er, fordi det er mest intimt og trygt.
I ejendomsmæglerkæden home oplyser man, at pige-pige er den mest udbredte konstellation, når en forældrekøbslejlighed deles af to for at bo billigere.
"I forældrekøbte dele-lejligheder ser vi klart flest piger, der bor sammen. For det første er der lidt flere piger, der får hjælp af forældrene til en studiebolig, og for det andet er man mest tilbøjelig til at lade en pige flytte ind som medlogerende uanset hvem, der står øverst på lejekontrakten," siger relationschef i home Mads Ellegaard.

Publiceret 03 July 2013 15:20