Brandmændene stod over for en yderst vanskelig opgave, da de mandag aften skulle slukke branden i denne bygning på Flintemarken. Tagkonstruktionen gjorde det svært at få branden under kontrol.

Brandmændene stod over for en yderst vanskelig opgave, da de mandag aften skulle slukke branden i denne bygning på Flintemarken. Tagkonstruktionen gjorde det svært at få branden under kontrol.

Brandvæsenet efter storbrand:

Det var en yderst vanskelig opgave

Lovmæssigt var der intet at komme efter, men tagkonstruktionen på den brændte bygning i Flintemarken gjorde det meget svært for brandfolkene at få ilden under kontrol

Af
Anne Dahl Kristensen

Imens de omfattende skader er ved at blive gjort op efter den voldsomme brand i en af boligblokkene på Flintemarken i Vedbæk i mandags, begynder en stille undren også at vokse sig større hos de berørte beboere og naboer til byggeriet.
Flere har over for Rudersdal Avis givet udtryk for, at den voldsomme udvikling i branden overraskede dem, og at det for dem virkede som om, at der ikke var kontrol over branden.
Ifølge beredskabschef hos Rudersdal-Hørsholm Brandvæsen, Jesper Djurhuus, som var indsatsleder på aftenen, var der også store udfordringer forbundet med branden.

Som ild i en cigarkasse

Han fortæller, at den pågældende bygning blev renoveret tilbage i 1999, hvor man etablerede en ny tagkonstruktion med rejsning oven på den eksisterende flade konstruktion. Det skete ved at bygge et nyt tag op af finérplader og lægge en gummidug oven på. En konstruktion som betød, at der blev skabt ét stort hulrum under det nye tag.
"Det er en meget uheldig konstruktion, men den er lovlig og rent brandteknisk har vi derfor ikke kunne gøre noget. Men i situationen betød det, at selvom vi ret hurtigt fik slukket branden i lejligheden, så nåede ilden at få fat i udhænget og tagkonstruktionen igennem vinduerne, hvorefter ilden løb inde i hulrummet hen over alle fire opgange," fortæller Jesper Djurhuus og fortsætter:
"Vi havde ingen mulighed for at komme ind i det hulrum og slukke ilden. Vi skar hul på taget, og vi havde et par mænd oppe på taget, men vi var nødt til hurtigt at trække dem tilbage, fordi taget simpelthen brændte under dem. Det gik så hurtigt, og det var en yderst vanskelig opgave."
Beredskabschefen sammenligner konstruktionen med en cigarkasse, hvor ilden havde frit løb mellem alle finérpladerne. Og det var medvirkende til at branden udviklede sig så voldsomt.

Lovlig konstruktion

Samtidig var brandvæsenet også udfordret af, at det var svært for brandbilerne overhovedet at komme ind på stedet, idet adgangsforholdene ikke er de bedste.
Trods de store udfordringer kan brandvæsenet ikke efterfølgende stille noget op for at undgå lignende hændelser fremover.
"Det tilkommer ikke os at tolke på reglerne. Konstruktionen er lovlig, og derfor er der heller ikke noget, vi kan gøre ved det," konstaterer Jesper Djurhuus.
En måde at begrænse skaderne kunne dog være at sætte en brandsikker skillevæg op i midten af taget, så ilden ikke spredte sig henover alle opgangene, og så brandfolkene havde mulighed for at slukke branden fra den ene side.
Fra Lejerbo, som står for udlejningen af boligerne, oplyser man, at i øjeblikket vurderer hvorvidt hele bygningen skal rives ned og genopføres, eller om den eksisterende skal renoveres.
"Hvis vi genopbygger den forventer vi, at der bliver sat en skillevæg op i taget, og ligeledes er vi ved at undersøge tagkonstruktionerne i de øvrige bygninger," siger Preben Bo Hansen, driftschef ved Lejerbo.

null

Publiceret 10 July 2013 16:03