Den psykisk syge Søren og hans bror Frank Jørgensen føler sig voldsomt svigtet under en række besparelser i Hillerød Kommune. Modelfoto

Den psykisk syge Søren og hans bror Frank Jørgensen føler sig voldsomt svigtet under en række besparelser i Hillerød Kommune. Modelfoto

Sørens skizofreni blev voldsomt forværret efter nedskæringer

Psykiske syge Søren og hans pårørende advarer mod flere nedskæringer i psykiatrien. De har oplevet, hvor alvorlige konsekvenser besparelserne kan få

Indlæggelse i 77 dage og en fordobling af medicinen.

Det var, hvad en række nedskæringer i socialpsykiatrien i Hillerød havde som konsekvens for hillerødborgeren Søren, mener han og broren Frank Jørgensen.

Søren har den psykiske sygdom, skizofreni, samtidig med at han er stærkt svagtseende og har diabetes 2. I ti år havde han stor glæde af kommunens værested i Grønnegade for psykisk syge og i 15 år fungerer ordningen med kommunens støtte-kontaktpersoner, som besøger ham i hans hjem, upåklageligt.

Men så begynder Hillerød Kommune at skulle spare. Alle områder står for skud, også de psykisk syge.

Værestedet er det første, der bliver kigget på. Åbningstiden skæres ned, og til sidst flyttes værestedet til Trollesbro. Det er Søren ikke glad for.

"Det er for stort, og vi kan ikke finde rundt. Der er slet ikke den samme samværsfølelse, og vi må ikke selv gå i køkkenet og hjælpe til. Den gode stemning er væk," fortæller han.

Han savner også de tilbud om motion, der var på stedet - motion som er livsvigtig for ham, når nu han har diabetes.

"Vi lavede en masse, både fitness og folkedans. Vi hyggede os, og det fungerede fint. Alle de ting, jeg var glad for, er væk," fortæller Søren.

Færre hjemmebesøg

Derefter står kommunens støtte- og kontaktpersonordning for skud i besparelserne. Det er en person, som kommer hjem til ham og hjælper ham med at læse breve fra kommunen, få ham i gang med at tage opvasken eller får en snak om, hvordan det går. En meget vigtig person for Søren, fortæller Frank Jørgensen.

"Han har brug for hjælp til at strukturere hverdagen, få hjælp til at gå til lægen og købe sko og tøj."

Kontaktpersonen kommer færre gange på besøg, og stabiliteten forsvinder. Fra 1995 til 2010 havde han blot to forskellige kontaktpersoner - fra 2010 og de næste ni måneder kom der fire forskellige mennesker i hans hjem. To af dem hjalp ikke med at åbne hans post, og papirbunkerne i vindueskarmen voksede, mens skidtet groede til.

Aske og kaffe på gulvet

"Jeg havde ikke set, at stedet var groet til i slikposer, chips og uåbnede breve fra lægen, banken og tandlægen. Samtidig er Søren så dårligt seende, at han ikke ved, at asken fra cigaretten ikke rammer askebægret, eller at han hælder kaffe ved siden af koppen. Der lå vasketøj og appelsinskræller smidt på gulvet. Hjemmehjælpen blev der også skåret i, og støttekontaktpersonerne reagerede ikke på bunkerne, der voksede," siger Frank Jørgensen.

I 2011 får Søren halveret sin bostøtte, og han skal selv opsøge en støttekontaktperson på Trollesbro en gang om måneden.

Indlagt for første gang

Efter nedskæringerne på både værested og hjemmestøtte blev Søren mere og mere utryg og bekymret.

Det, mener de to søskende, resulterede i, at han i januar 2012 blev indlagt for første gang i seks år. Søren havde kun været indlagt kortvarigt få gange, siden han fik sin diagnose for 15 år siden. Men nu røg han helt tilbage til sin tilstand for 15 år siden.

"Han havde voldsomme kramper over det hele, både i benene og armene, og store smerter. Jeg tror, det var angst, som var ophobet gennem lang tid - utrygheden og usikkerheden for nye besparelser og ændringer."

Lå i fosterstilling i sengen

Søren var indlagt i knap tre måneder, og det var bestemt ikke rart at besøge ham, fortæller Frank Jørgensen:

"Han lå den første måned i sengen. Man kunne ikke få øjenkontakt til ham, og oftest vendte han ryggen til mig og lå i fosterstilling."

Da Søren endelig bliver udskrevet, skal han tage en dobbelt så stor dosis medicin, end han gjorde før. Medicinen kan give ham hjerteproblemer, så han skal have taget hjertekardiogram hver måned. Nogle gange viser kontrollerne uregelmæssige hjerterytmer - endnu en kilde til bekymring for Søren.

"Han er ikke blevet sit gamle jeg endnu. Der er flere dårlige dage, end der er gode nu. Han er ikke længere aktiv. Samtidig er det mig, der nu hjælper med at læse hans post og gå til frisøren med ham - alt sammen opgaver, som støttekontaktpersonen tog sig af før. Det er svært for mig at nå det hele - jeg har også min mor, som netop er kommet på plejehjem at tage mig af," siger Frank Jørgensen, som mener, sagen er et omsorgssvigt fra kommunens side:

"Før 2010 ville enten hans støtteperson eller personalet på Værestedet have grebet ind og fået ham indlagt, før han nåede så langt ud. Men denne gang reagerede ingen eller kontaktede mig," siger Frank Jørgensen, som også har været med til at indlægge en anden tidligere bruger af værestedet.

“De svage bliver ramt”

Hun havde også fået halveret sin bostøtte og opgivet at bruge værestedet. Hun havde ikke været indlagt i 15 år, men var nu en måned på psykiatrisk afdeling.

"Det er noget skidt med de nedskæringer. De socialt svage bliver ramt. Det er dybt frustrerende," siger Søren, og Frank Jørgensen er enig:

"Jeg kan godt forstå, der er krise og skal spares alle steder. Men min fornemmelse er, at hvis man sparer her, så får langt flere det rigtig dårligt og bliver indlagt. Og så sparer man ikke noget i sidste ende. Jeg tror, det kan medføre flere hjemløse, fordi de ikke får hjælp til at styre økonomien. Hvis jeg ikke var her, kunne det betyde hjemløshed for Søren som yderste konsekvens."

Frank Jørgensen optræder i artiklen under sit rigtige navn, mens hans pårørende Søren er anonymiseret. Ingen af dem ønsker at stå frem med foto.

De ønsker at fortælle deres historie for at få politikerne til at tænke sig om, inden de sparer på psykiatrien igen.

null

Publiceret 11 July 2013 15:49