"Kampen fortsætter, varmeprisen skal ned," siger Gurli Nielsen.

Fjernvarmekunde:

"Kampen fortsætter - varmeprisen skal ned"

"Hvis vi ikke kan få E.ON med til det, må kommunen lytte til brugerne, opsige aftalen og finde en anden varmelevarandør," siger formanden for Allerød almennyttige Boligselskab

Af
Af Michael Braunstein

Formanden for Allerød almennyttige Boligselskab, Gurli Nielsen, glæder sig over, at Allerød Kommune har indklaget E.ON Produktion Danmark A/S for Energistyrelsen - for at få Energistyrelsen til at pålægge E.ON at tilbagebetale ca. 18,5 mio. kr., som E.ON efter Allerød Kommunes opfattelse uretmæssigt har opkrævet fra kommunens fjernvarmekunder.
Men for Gurli Nielsen er kampen langt fra forbi.
"For os - og for Lillerød Boligforening, som kæmper side om side med os i denne sag - fortsætter kampen, med det klokkeklare mål at få sat varmepriserne ned," siger Gurli Nielsen og fortsætter:
"Vi ser beboere, der betaler op mod 2000 kr. om måneden for varme. Der er også nogle, der betaler mindre. Og så er der flere, der slet ikke tør tænde for varmen, fordi prisen er tårnhøj - de vælger at fryse eller finde alternative varmekilder. Det kan jo bare slet ikke være rigtigt, og det kan jo heller ikke være rigtigt, at vi i andre steder i kommunen kan finde eksempler på beboere, der giver under 600 kroner om måneden for varme - og endda får penge tilbage."
Gurli Nielsen startede kampen mod varmepriserne, da hun ifølge eget udsagn kunne konstatere, at den samlede pris for 186 lejligheder i Uglevang i 2011 blev på 2,6 mio. kr.
"Det betyder naturligvis noget, at en del af det skyldige beløb er tilbagebetalt. Vi fik 100.000 kr. i 2012 og har lige fået 367.000 kr., som skal fordeles ud på beboerne. Men vi er slet ikke nået i mål: For os og for Lillerød Boligforening handler kampen om at få den månedlige varmeudgift i Uglevang og Ørnevang sat ned. Et normalt leje for varmeprisen for en tre-værelses lejlighed ligger måske på omkring 700 kr."
"Hvis vi ikke kan få E.ON med til at sænke priserne, må kommunen lytte til brugerne og overveje at finde en anden varmeleverandør. Man kan jo opsige aftalen og finde en anden, eksempelvis når den 10-årige aftale med E.ON udløber i 2014," siger Gurli Nielsen, der også fremhæver Allerød Kommune for et fint samarbejde i sagen.


Publiceret 11 July 2013 13:54