Låste sig ind og gennemtævede ekskonens ny kæreste

Eksmand overfaldt ekskones ny kæreste, mens denne lå og sov i parrets tidligere hjem i Nyhuseområdet

Af
Tim Panduro

En knytnæve i synet og derefter en gennembankning, mens han lå bevidstløs.

Det var den behandling, en lokal mand blev udsat for, da han den 6. december sidste år lå i sin kærestes seng i Hillerød. Voldsmanden var kærestens eksmand, der selv havde låst sig ind i ekskonens hus.

Forleden stod den 34-årige eksmand tiltalt for grov vold ved retten i Hillerød.

Stor uenighed

Eksmanden, ekskonen og den ny kæreste var langtfra enig om handlingsforløbet. Eksmanden mente, at han havde aftalt med ekskonen, at han skulle hente et skateboard til deres søn i deres tidligere hjem. I villaen var han blevet overrasket af kvindens nye kæreste, som han intet kendte til, og de var kommet i klammeri.

Ifølge ekskonen havde hun dog sagt, at han ikke skulle gå ind i villaen, og at han derfor havde låst sig ind uden at have fået lov.

Huskede knytnæven

Den ny kæreste forklarede i retten, at han var vågnet ved at nogen stod i døren til soveværelset.

Han havde ikke briller på, så han så ikke vedkommende tydeligt. Han nåede ikke ud af sengen, og huskede kun en knytnæve, der kom imod hans ansigt.

Derefter var hans hukommelse tom frem til at han befandt sig i en scanner på sygehuset.

Den ny kæreste fik adskillige skrammer på både ansigt og krop ved overfaldet. Eftervirkningerne har været endnu værre - han har siden overfaldet været i behandling for angst og posttraumatisk stresssyndrom.

Nægtede

Eksmanden nægtede voldsanklagen, fordi han mente sig slået først.

Retten fandt dog, at eksmanden var alene om at have udøvet vold og takserede det til grov vold, fordi den ny kæreste “på grund af søvn, overraskelse og udøvet vold ikke var i stand til at værne for sig,” som det hedder i rettens begrundelse for dommen på tre måneders ubetinget fængsel til den hidtil ustraffede eksmand.

Et erstatningskrav fra voldsofferet blev henvist til civilt søgsmål.

Udover afsoningen af fængselsstraffen skal den 34-årige betale sagens omkostninger.

tim@hip.dk

Publiceret 19 July 2013 08:00