Kolding Brandvæsen advarer om risikoen for brand på skolerne i sommerferien. Foto: Mostphotos.

Kolding Brandvæsen advarer om risikoen for brand på skolerne i sommerferien. Foto: Mostphotos.

Skoler i fare for brand i sommerferien

Kolding Brandvæsen kører nu en informationskampagne over for skoler og institutioner i kommunen. Desuden opfordres naboerne til at holde øje

Når skoleklokkerne ringer ud til ferie, så går alarmklokkerne ved Kolding Brandvæsen.
Ferietiden er nemlig lig med flere påsatte skolebrande og hærværk på skolerne og institutionerne.
Derfor gennemfører Kolding Brandvæsen nu en informationskampagne over for skoler, institutioner og naboer til skolerne.
Skolerne og institutionerne er den bygningstype, som oftest bliver udsat for påsatte brande. Det sker især, når skolerne og institutionerne holder lukket.
I Danmark registreres der hvert år 100 brande inden for denne bygningstype. Derfor opfordres personalet på skolerne og institutionerne til at tjekke bygningerne og udendørs arealerne før ferielukning.
Det handler ganske enkelt om at fjerne det, der kan bruges til at antænde en brand som for eksempel containere, papæsker, brædder og lignende.
Pæne, ryddelige og oplyste omgivelser øger trivsel, sikkerhed og forebyggelse af hærværk og gør det sværere at finde materialer til en påsat brand.
Som borger kan man være med til at passe på skolerne og institutionerne ved at holde øje med omgivelserne.
Kolding Kommunes døgnbemandede vagtcentral modtager gerne oplysninger om usædvanlig aktivitet, hærværk eller lignende på skolerne og institutionerne i ferietiden.
Ring til vagtcentralen på 79 79 79 79.

Publiceret 21 July 2013 18:10