Alan Copp vil på turen ind mod Berlin løbe med denne T-shirt, hvor der er et billede af hans afdøde mor. Han skal have flere par sko med, vaseline, plaster og skiftetøj for at komme gennem de 330 kilometer på en uge.

Alan Copp vil på turen ind mod Berlin løbe med denne T-shirt, hvor der er et billede af hans afdøde mor. Han skal have flere par sko med, vaseline, plaster og skiftetøj for at komme gennem de 330 kilometer på en uge.

Pyyyhhh:

Alan skal løbe 330 kilometer

Alan Copp fra Højbjerg skal løbe 330 kilometer på en uge, hvor han samler penge ind til kræft

Af
Camilla Olesen

Forestil dig, at du sætter dig ind i din bil i Aarhus. Du starter motoren, sætter gps'en til en adresse i København, og cirka tre timer senere når du frem. Det er nemt, bekvemt og forholdsvist hurtigt.
Forestil dig så det samme scenarie, hvor bilen er skiftet ud med løbesko, og det afslappende bilsæde med dine ben. Nej vel? Det er ikke så nemt at forestille sig at løbe 330 kilometer, men ikke desto mindre er det, hvad 40-årige Alan Copp fra Højbjerg skal klare på en uge med start 2. august.
Dog skal han ikke løbe fra Aarhus til København men i stedet fra Leeds til London i England.
Hvorfor gør man så det? Det er da ikke helt normalt eller?
“Min mor døde af kræft for toogethalvt år siden. Det er en frygtelig sygdom, og nu vil jeg sammen med min bonusbror i England og en kammerat gøre en forskel. Jeg ved godt, at det lyder kliché-agtigt, men alligevel er det sådan, det er,” siger Alan Copp, der er født og opvokset i England.

Samler penge ind

Sammen med de to andre samler han penge ind til kræftforskning, og pengene går til 'Cancer Research U.K., der er verdens største forskningsorganisation inden for kræft.
På hjemmesiden caremaker.dk kan man støtte Alan i hans løb mod kræft. Indtil videre har de tre løbeentusiaster samlet omkring 100.000 kroner ind.

Vant til at løbe

Alan har løbet de seneste 20 år og har rundet de første 30 maraton-løb. Når han skal løbe de 330 kilometer, bliver det i gennemsnit til knap et maraton om dagen. Den længste etape er på cirka 55 kilometer.
For at løbe så langt kræver det masser af kilometer i benene, og derfor er han også i skarp træning.
“Det handler om at løbe meget, men det psykiske er det sværeste. For at overskue det bliver jeg nødt til at tænke på det som små ture på 30 kilometer. Motivationen betyder meget, og vi vil gøre alt for at gennemføre.“
Og især glæder han sig til at nå London:
“De sidste kilometer frem mod mål er der en flok, der løber sammen med os. Det bliver lidt 'Forrest Gump-agtigt'. Og når vi er i mål, så glæder jeg mig til at sætte tænderne i en stor burger og nogle pomfritter,” storsmiler Alan.

null

Publiceret 21 July 2013 12:55