Tonny Christensen havde ikke regnet med, at oplevelserne i Bosnien ville sætte så mange ar på sjælen. Foto: Susie Jessen

Tonny Christensen havde ikke regnet med, at oplevelserne i Bosnien ville sætte så mange ar på sjælen. Foto: Susie Jessen

Krigsveteran har forsøgt selvmord ni gange

Veteran Tonny Christensen påpeger vigtigheden af, at de danske krigsveteraner ikke må blive glemt

Af
Susie Jessen

 I lejren i Bosnien troede man jo egentlig, at man var i sikkerhed. Men pludselig en dag var der en PMV kampvogn, der ved en fejl skød røgbomber mod lejrens køkken. Kvinderne, der stod i køkkenet og var i gang med at tilberede mad, skreg og skreg. De troede, at de var under angreb.
Der var ingen skader og selvom Tonny Christensen fra Vejle har oplevet så mange andre grimme ting, så er det kvindernes skrig, som forfølger ham om natten - og som han vågner af - badet i sved.

Ingen hjælp

Tonny Christensen har i kortere eller længere perioder været bosat på Veteranhjemmet i Fredericia og er en af de mange krigsveteraner i Danmark, som i dag har diagnosen posttraumatisk stress syndrom. Reaktionerne på hans oplevelser, da han var udsendt til Bosnien i 2001, kom først en del år efter.
“Jeg fik slet ikke hjælp det første lange stykke tid. Jeg begyndte at drikke og var ligeglad med alting. Jeg ødelagde mit knæ, da jeg var i Bosnien og jeg er sådan en, som er vant til at klare mig på fysikken. Så pludselig sad jeg der og kunne ingenting. Det var først sidste år, at jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling og fik at vide, at jeg var syg. Det var en lettelse, at jeg fik hjælp, men der gik alt for lang tid”, siger Tonny Christensen, som på grund af sin PTSD med personlighedsændring også har måttet opgive sit ægteskab gennem 23 år.

Døtrene Anisette og Cecilie har af og til haft svært ved deres fars PTSD. Familien sørger dog for at tale om tingene.

Døtrene Anisette og Cecilie har af og til haft svært ved deres fars PTSD. Familien sørger dog for at tale om tingene.

Svært for familien

Han taler dog stadig med sin ekskone og har to døtre på 14 og 16 år. Anisette og Cecilie.
Det har især været svært at tackle konsekvenserne af krigen med familien og det faktum, at han har forsøgt at tage sit eget liv ni gange.
“Jeg har altid været meget åben omkring det og vi har også snakket om de gange jeg har forsøgt selvmord. Men det er svært at forklare dem hvordan jeg egentlig har det. Der skal ikke meget til før jeg flipper ud. Det kan være svært for dem at håndtere”.
I dag får Tonny Christensen psykologhjælp og bruger jævnligt veteranhjemmet, hvor han kan koble af og være sammen med ligestillede. Han håber dog på, at danskerne aldrig glemmer veteranerne. En gruppe, som der i følge ham selv slet ikke er nok fokus på.
“Det bliver sværere og sværere at skaffe penge til hjemmene. Jeg tror hurtigt man glemmer os. Jeg kunne godt tænke mig, at der var lidt mere fokus på os veteraner”

Publiceret 29 July 2013 07:00