Entreprenørkoncernen Pihl & Søn er gået konkurs. Det betyder, at arbejdet med anden etape af Frederikssundsmotorvejen er stoppet. (Arkivfoto)

Entreprenørkoncernen Pihl & Søn er gået konkurs. Det betyder, at arbejdet med anden etape af Frederikssundsmotorvejen er stoppet. (Arkivfoto)

Konkurs skaber usikkerhed om motorvej

Pihl & Søn, der står for byggeriet af anden etape af Frederikssundsmotorvejen, er gået konkurs. Arbejdet er stoppet, og ingen ved, hvornår det kan begynde igen

Af
Jesper Kappel

Jesper Kappel

Der er stille på området, hvor de fem nye kilometer af Frederikssundsmotorvejen bliver anlagt i øjeblikket. Grunden til det er, at entreprenørkoncernen Pihl & Søn, der står for byggeriet, mandag indgav konkursbegæring. Det betyder, at alt arbejde er blevet stoppet.
”Lige nu ved vi ikke, hvornår arbejdet begynder igen. Vi afventer en tilbagemelding fra kurator i konkursboet, før vi kan sige noget,” fortæller pressechef i Vejdirektoratet Martin Østergaard.
De fem kilometer motorvej bliver bygget fra Hold-Anvej i Ballerup Kommune hen til Råbrovej nord for Ledøje. Det er dette stykke, som Pihl & Søn havde ansvaret for. Den anden del af projektet - de fire kilometer motortrafikvej fra Råbrovej og ned til Kildedal Station - bliver anlagt af et hollandsk konsortium, og er derfor ikke berørt af konkursen.
Martin Østergaard siger, at Vejdirektoratet håber, man får en melding fra kurator i overskuelig fremtid, men kan ikke komme det nærmere tidsmæssigt.
”Jeg tør slet ikke love noget, og jeg tør heller ikke sige noget, om motorvejen bliver forsinket. Men vi er godt med, og vi har tid at løbe på. Den skal først åbne i 2015. Vi er rigtig kede af hele situationen og tænker ikke mindst på de folk, der mister deres arbejde og beboerne i området,” slutter Martin Østergaard.

Publiceret 28 August 2013 10:00