Tricktyve stjal fra 81-årigs lejlighed

4.000 kr. og nogle smykker lykkedes det tricktyve at få med fra en 81-årig kvindes lejlighed på Stolpehøj

Af
Jeppe Lund

Torsdag eftermiddag ringede det på dørtelefonen hos en 81-årig kvinde, der bor i en lejlighed på Stolpehøj, og få minutter senere var hun en kedelig oplevelse rigere og 4.000 kr. og nogle smykker fattigere.
I første omgang ville manden, der ringede på kvindens dørtelefon, ind i opgangen for at aflevere en telefon, fortæller kriminalassistent René Letvad fra Nordsjællands Politi.
"Han spørger så derefter, om han må aflevere telefonen til hende i stedet. Da han kom op, spurgte han, om han måtte se hendes håndvask, for han bor i en anden lejlighed i bebyggelsen, og havde problemer med sin vandlås", siger han.
Den venlige dame viste tricktyven ud i køkkenet, og kort efter forlod han lejligheden igen. Efterfølgende opdagede kvinden, at hun manglede ca. 4.000 kr. og nogle smykker, der var taget fra en kommode.
Manden beskrives som ca. 25 år, omkring 175 cm høj og almindelig af bygning. Han var østeuropæisk af udseende og talte dansk med accent.
"Vi vil meget gerne høre, om der er nogen, der har været ude for noget lignende eller har set ham i området", siger René Letvad.
Du kan kontakte Nordsjællands Politi på tlf. 114.

Publiceret 30 August 2013 15:43