Dakota Schuetz viste på skatebanen i Hørsholm, hvorfor han er blevet verdensmester på et løbehjul to gange i træk. Foto: Steen Tue Bjerborg

Dakota Schuetz viste på skatebanen i Hørsholm, hvorfor han er blevet verdensmester på et løbehjul to gange i træk. Foto: Steen Tue Bjerborg

Se billederne:

Verdensmester indtog skatebanen med stil og smil

Den dobbelte verdensmester i trickløbehjul Dakota Schuetz sprang og skrev sig torsdag ind i hjerterne på hundredvis af unge Hørsholmere

Af
Steen Tue Bjerborg

En verdensmester på løbehjul fik torsdag hundredvis af især unge Hørsholm-borgere til at valfarte til skatebanen på Stadion Allé for at se løbehjuls-tricks i verdensklasse og få en autograf i særklasse.
I forbindelse med en Europa-turné er den forsvarende dobbelte verdensmester i trickløbehjul, Dakota Schuetz, sammen med flere andre af verdens bedste trickløbehjuls-udøvere for tiden i Danmark. Og her var skatebanen i Hørsholm altså blevet udvalgt til at lægge ramper til verdensstjernernes akrobatiske og mere eller mindre halsbrækkende tricks.
"Jeg kan godt fornemme, at der er kommet en stor interesse for sporten her i Danmark og i Hørsholm, og det er da bare fantastisk," konstaterede den kun 17-årige dobbelte verdensmester fra San Diego, imens han havde mere end travlt med signere sit navn på et special-trykt 'Kota-kort', der er hans 'kunstner-navn' i miljøet.

Skrev og hilste

I det hele taget brugte 'Kota' i den halvanden time, han var i Hørsholm, næsten mere tid på at skrive autografer og hilse på fansene med håndklap og 'give me five' end at løbe frem og tilbage og springe op og ned på ramperne. Men det så nu ikke ud til at genere hverken ham eller fansene.
"Det hører jo med til gamet og er da også rigtig sjovt," lød det med et smil fra den meget cool og ligetil amerikaner, der dog heldigvis også nåede at få vist en række prøver på de fantastiske evner, han besidder på et løbehjul og som har gjort ham til verdensmester to gange i træk.

Hundredvis af især unge Hørsholmere var mødt op på skatebanen, hvor de næsten alle ville have og fik en autograf af verdensmesteren. Foto: Steen Tue Bjerborg

Hundredvis af især unge Hørsholmere var mødt op på skatebanen, hvor de næsten alle ville have og fik en autograf af verdensmesteren. Foto: Steen Tue Bjerborg

Kunne lide banen

I det hele taget var det tydeligt at se, hvorfor Dakota Schuetz i løbehjulsmiljøet har fået næsten samme kultagtige idol-status, som en Usain Bolt i atletikverdenen eller en Lionel Messi på fodboldbanerne.
Det ene mere eller mindre specielle og halsbrækkende trick tog det andet, når 'Kota' kastede sig ud på de stejle sorte ramper - uden at det af den grund så ud til at koste verdensmesteren de store anstrengelser.
"Jeg kan godt lide banen her, den er ikke så overfyldt, og så er stemningen jo rigtig god," lød det fra 'Kota', der så pludselig var væk igen - næsten ligeså hurtig og ubemærket, som han var ankommet halvanden time tidligere.
Men mange Hørsholm-børn og unge havde i hvert fald fået en oplevelse og hilsen, der vil blive hængende noget længere.

Den kun 17-årige løbehjulsverdensmester var meget afslappet og ligetil under besøget i Hørsholm, hvor han også gav sig tid til at hilse med klap på alle sine mange fans. Foto: Steen Tue Bjerborg

Den kun 17-årige løbehjulsverdensmester var meget afslappet og ligetil under besøget i Hørsholm, hvor han også gav sig tid til at hilse med klap på alle sine mange fans. Foto: Steen Tue Bjerborg

Den flyvende verdensmester kunne godt lide skatebanen og stemningen i Hørsholm. Foto: Steen Tue Bjerborg

Den flyvende verdensmester kunne godt lide skatebanen og stemningen i Hørsholm. Foto: Steen Tue Bjerborg

Publiceret 30 August 2013 09:45