Skolebørn tisser også i bukserne

50.000 danske børn i skolealderen har problemer med at holde på vandet, og det giver problemer i skolen med kammeraterne og selvværdet

Af
Af Charlotte Kjær Bjerre

afdelingslæge på Børne- og Ungeafdelingen

Nordsjællands Hospital

De fleste seksårige har glædet sig til sommerferien sluttede, og de skulle begynde – som store børn – i skole med lektier, kammerater og alt hver dertil hører. Men for nogle af børnene er det ingen fornøjelse. De har problemer med at holde på vandet, og det kan få alvorlige konsekvenser med mindreværd, indlæring, mobning m.m.
Omkring hver tiende seksårige tisser stadig i bukserne i større eller mindre grad, og alene i Nordsjælland lider omkring 3.500 børn i skolealderen af urin-inkontinens.

Mange årsager

Det er sjældent, der findes en fysisk forklaring på, hvorfor børn har problemer med at holde på vandet. Lidelsen er heller ikke psykisk, men oftest et spørgsmål om uhensigtsmæssige drikke- og toiletvaner.
Vi ved, at en tidlig indsats kan hjælpe de fleste børn inden for få måneder. Bliver der derimod ikke taget hånd om problemet i tide, kan det følge børnene langt op i de sårbare teenageår – og ofte med store sociale og psykiske konsekvenser.

Gode råd

Giv dit barn mulighed for at tisse i fred og ro.
Sørg for, at toiletterne dit barn bruger er rene og at døren let kan låses i og op.
Sørg for at dit barn altid har skiftetøj med i tasken. Det er ikke flovt at tisse i bukserne, men det er flovt ikke at kunne skifte tøj bagefter.
Støt og hjælp dit barn – ingen børn tisser i bukserne med vilje.
Tal med skolen og SFO'en, så lærere og SFO pædagoger er opmærksomme på dit barns problem.
Har dit barn problemer med urininkontinens, så skal du kontakte din egen læge for at finde ud af årsagen. Urininkontinens kan behandles

Publiceret 19 September 2013 09:28