Arkivfoto

Arkivfoto

Udskældt borgmester:

"Brochure skal promovere kommunen - IKKE mig"

Furesø-borgmester Ole Bondo forstår ikke kritikken fra Venstre og Dansk Folkeparti, der mener, at han har brugt en kommunal informationsbrochure til valgpropaganda

Af
Martin Warming

Martin Warming

Furesø Kommunes borgmester, Ole Bondo Christensen (A), forstår ikke kritikken fra Dansk Folkeparti og Venstre, der mener, at Furesø Kommunes nye informationsbrochure, der netop er blevet husstandsomdelt, er en stor gang valgpropaganda.
Dansk Folkeparti og Venstre mener blandt andet, at det ikke er tilfældigt, at brochuren kommer to måneder før kommunalvalget, men Ole Bondo understreger, at brochuren er en del af en større kampagne, som byrådet har været enige om at gennemføre.
"Det er vigtig for Furesøs økonomi, at kunne tiltrække nye borgere, og her ligger kommunen i skarp konkurrence med andre kommuner i hovedstadsregionen. Derfor vedtog et enigt byråd med budgetaftalen for 2013-16, at der skal gennemføres en kampagne, der skal gøre Furesø kendt som en attraktiv, grøn og kreativ bosætningskommune midt i hovedstadsregionen. Informationsbrochuren er blot ét af flere initiativer som også indebærer et opdateret velkomstsite på kommunens hjemmeside Furesoe.dk, samt en video- og digitalkampagne via de sociale medier. Brochuren spiller sammen med disse øvrige initiativer", siger Bondo.
Hvad synes du? Deltag i debatten nederst i artiklen eller på vores Facebook-side
Venstre har dog stemt imod planerne om at udsende brochuren to måneder før kommunalvalget og har flere gange argumenteret for, at man skulle vente til efter valget. Venstre mener, at Ole Bondo forsøger at bruge brochuren til at tegne et glansbillede af Furesø Kommune.
"Det er jo ikke tilfældigt, at brochuren kommer to måned før kommunalvalget. Det virker udspekuleret", siger Kurt Bork, der er gruppeformand for Venstre.
Men Ole Bondo afviser, at han på nogen måde har forsøgt at bruge den kommunale informationsbrochure til valgpropaganda.
"Venstre var – som jeg opfattede det - også enig i indholdet i pjecen, men mente, at den først skulle sendes ud efter valget. Det var vi andre i byrådet ikke enige i. Brochuren er blottet for partipolitik, og derfor mente det store flertal, at vi skulle gå videre som planlagt. Vi stopper jo heller ikke andre planer som følge af valget. Det handler om, at Furesø får et andet og mere positivt omdømme, end det der har klæbet til os på grund af fortiden - det kan alle da være interesseret i", siger borgmesteren.

Publiceret 19 September 2013 16:18