22-årige Majbrit vandt duet med Simon Kvamm

Singer-songwriteren Majbrit Thrane skal optræde med Nephew til storkoncert i Aarhus

Af
Af Martin Schultz

Den 22-årige Majbrit Thrane med opvækst i Rønde får sit livs hidtil største musikoplevelse, når hun lørdag 4. oktober går på scenen i Scandinavian Congress Center i Aarhus for sammen med topbandet Nephew at synge duet med forsangeren Simon Kvamm i nummeret ”Gå med Dig” fra bandets nye album Hjertestarter.
Majbrit Thrane har en lang sangkarriere bag sig i mindre målestok og bor i dag i Albertslund, hvor hun læser til event-koordinator samtidig med at hun dyrker sin egen musik.
Nu får hun lejlighed til at vise sit talent sammen med Nephew til den totalt udsolgte koncert foran 4.000 gæster.
Når Nephew spiller det trediesidste nummer på deres sætliste kommer Majbrit Thrane på scenen og synger med på ”Gå med Dig”.


Gæstesolist en aften

Egentlig var det et af den danske musikscenes helt hotte navne, Marie Key, der skulle have sunget duetten med Simon Kvamm på Nephews Hjertestarter Arena Tour til otte af de største danske spillesteder.
Men da Marie Kay måtte melde afbud til turnéen, opfordrede Nephew sangerinder i hele landet til at indsende en video med en indspilning af ”Gå med Dig”.
Til hvert koncertsted har Nephew udvalgt en kvindelig solist til at træde i Marie Keys sted og Majbrit Thrane blev udvalgt til at være gæstesolist til koncerten i det allerede nu udsolgte Scandinavian Congress Center.
Læs mere i Adresseavisen på tirsdag

Majbrit Thrane

Kan høres sammen med Simon Kvamm på Radio GO FM 3. oktober kl. 8.00
Hendes vindervideo kan ses på www.facebook.com/photo.php?v=10201619061134907&set=o.29139336574&type=2&theater

Publiceret 27 September 2013 09:58