Den 23-årige mand hængte sig i hegnet ved gangbroen til Hillerød Station. Pårørende har lagt blomster og tændt lys på stedet. Foto: John Jessen Hansen

Den 23-årige mand hængte sig i hegnet ved gangbroen til Hillerød Station. Pårørende har lagt blomster og tændt lys på stedet. Foto: John Jessen Hansen

Ung kvinde fandt hængt mand - politiet:

"Det er bare en halloween-dukke"

Alarmcentralen nægtede at sende ambulance og politi, da 23-årig begik selvmord ved stationen

Af
Tim Panduro

Pernille Sundwall tilbragte fredag aften i selskab med to veninder i kærestens lejlighed på Carlsbergvej i Hillerød. Her varmede op til den såkaldte J-dag. Men da de tre piger begav sig mod centrum for at fortsætte festen, blev den glade stemning afbrudt.
Bag et hegn lige ved stationen så de en skikkelse sidde halvvejs på hug med hovedet strakt bagover i en unaturlig vinkel.
"Vi var ikke i tvivl om, at det var et menneske", siger den 19-årige gymnasieelev.
Klokken 00.21 ringede hun til alarmcentralens nødnummer 1-1-2.
"Jeg siger, "Jeg har fundet en fyr ved Hillerød Station, og han ser ikke levende ud." Men de siger tilbage, at det bare er en dukke, og at de har fået flere opkald om det. Jeg mener også, at han siger, at flere har rørt ved ham, men det kan jeg næsten ikke tro."
Ifølge Pernille Sundwall siger operatøren på alarmcentralen, at hun jo bare kan røre ved det, de har fundet, hvis de er i tvivl.
"Jeg har ham stadig i telefonen, da jeg går over mod den døde, og jeg beskriver, hvordan jeg nærmer mig. Da jeg står tæt på, siger jeg, at jeg ikke kan få mig selv til at røre ved ham, og at jeg er utrolig bange. Jeg er ikke i tvivl om, at det er et menneske."

Halloween

Operatøren svarer ifølge Pernille Sundwall, at det jo er halloween. Da hun svarer, at det jo var halloween i går (torsdag, red.) får hun igen at vide, at hun skal forsøge at røre ved ham. Herefter slutter samtalen, uden at Pernille Sundwall, der var ret rystet på det tidspunkt, kan huske, hvordan. Hendes veninder finder en pind for ikke at røre direkte.
"Vi forsøger at løfte hans arm, og mærker, at den er tung. Han har også et dyrt ur på. Samtidig kan vi se, at der er tekstur i hans hår, som om han har sat det. Og da vi rører ved hans læbe, er vi ikke i tvivl. Den er blød. Det er ikke en dukkes mund."
Pernille Sundwall fortæller, at hendes veninde få minutter efter også ringer til alarmcentralen.
"Hun siger, at vi bliver, til der kommer hjælp, og får at vide, at vi så kommer til at vente længe, fordi der er travlt."
Imens pigerne står der, kommer flere mennesker forbi. Også herfra får de synligt berørte piger at vide, at der er tale om en dukke.
En af de forbipasserende gør en gruppe fra den frivillige hjælpegruppe Natteravnene opmærksom på pigerne.
"Der kommer tre over til os, og de er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er et menneske. En af dem ringer til alarmcentralen igen. Han bliver også først afvist, og først da han taler højt, sker der noget. Fem minutter efter er der både politi og ambulancer på stedet", siger Pernille Sundwall.

Pårørende lagde blomster på stedet, hvor den 23-årige døde natten til lørdag. Foto:JohnJessenHansen

Pårørende lagde blomster på stedet, hvor den 23-årige døde natten til lørdag. Foto:JohnJessenHansen

Natteravne hjælper

Opkaldet fra Natteravnen kommer klokken 00.38. Pigerne måtte således vente 17 minutter, før der skete noget.
"Jeg har en følelse af at være blevet holdt for nar. Jeg føler mig til grin. Vi ringede adskillige gange til alarmcentralen, uden at de ville reagere. Det kan godt være, at det er ondt sagt, men jeg håber, at ham, der tog imod opkaldet, har en grim smag i munden. Det er ikke i orden, at sådan noget kan ske."
Pernille Sundwalls mor har på Pernilles vegne skrevet en klage til politiet over sagen.
"Det er vigtigt, at der bliver gjort noget ved sådan en sag. Selv om der er tale om en utilsigtet hændelse, er det vigtigt, at den bliver taget op, så man kan lære af den", siger Pernilles mor Jette Sundwall.
Hillerød Posten har kontaktet alarmcentralen for at få politiets version af sagen. Ved avisens deadline mandag er der endnu ikke kommet svar.

Publiceret 05 November 2013 10:35