Jens Joel (S), Marius Just og Tarik Kara i folketingssalen. Drengene nød ugen i selskab med politikeren, og de fik et indblik i, hvad det vil sige at være politiker.

Jens Joel (S), Marius Just og Tarik Kara i folketingssalen. Drengene nød ugen i selskab med politikeren, og de fik et indblik i, hvad det vil sige at være politiker.

“Det er ret fedt at være politiker”

To unge gutter fra 9. klasse har været i praktik hos den aarhusianske folketingspolitiker, Jens Joel (S). Det blev en uge med mange indtryk

Af
Camilla Olesen

De er bare 15 og 16 år, men har en usædvanlig interesse for politik.
Så meget, at de har været ovre at snuse til det politiske arbejde på Christiansborg.
I en uge har 15-årige Marius Just fra Mårslet Skole og 16-årige Tarik Kara fra Bavnehøj Skole i Hasselager fulgt den aarhusianske folketingspolitiker Jens Joel (S) i arbejdet på borgen.
De har været med til møderne, spist frokost i 'snapstinget,' været i folketingssalen og hilst på landets statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Det har givet dem endnu mere appetit på det politiske liv især for Tarik Kara, der drømmer om at blive som Jens Joel. En politiker, som han i øvrigt betegner som cool.
“Det var rigtig spændende at se alle de opgaver, Jens har i løbet af en uge, og hvor meget han kæmper for for eksempel grøn energi. Det fascinerer mig meget,” fortæller Tarik Kara, mens han kigger beundringsværdigt på idolet, der sidder lige ved siden af.
Også Marius Just er mere end begejstret for de mange indtryk, han fik i sin praktik.
“Jeg havde ikke regnet med, at der var så mange møder hele tiden. Han har mange bolde i luften, og der er konstant nogen, der skal tale med ham,” siger Marius.
Men hvorfor gider Jens Joel overhovedet bruge sin tid på at have to folkeskoleelever med på arbejde i uge?
“Jeg gør det først og fremmest, fordi jeg synes, det er rigtig vigtigt, at nogle af de unge gider politik. Jeg kan vise dem hverdagen, og at det er vigtigt at engagere sig i politik, fordi man på den måde får indflydelse på vores samfund,” siger han.

Sjældne unge mennesker

Jens Joel betegner de to gutter som værende sjældne.
“Jeg har ikke mødt nogen 9. klasses-elever, der er så godt inde i politik, som de to her. De trådte også i karakter i løbet af ugen, da vi snakkede om at skulle lave et læserbrev. De er usædvanligt skarpe på, hvad der rører sig politisk og ligger langt over gennemsnittet,” smiler folketingspolitikeren.
Deres interesse for politik stammer helt afgjort fra hjemmefronten.
Tarik har været vant til at diskutere politik ved aftensmadsbordet, også selv om hans familie er på den blå fløj, ja faktisk er han i familie med borgmesterkandidat Bünyamin Simsek.
Marius' bedstefar var socialdemokrat, og er opvokset i et rødt hjem.
Tarik er ikke i tvivl om, at han vil gå præcis samme vej som Jens Joel.
“Jeg vil gerne gå i hans fodspor - især med Europa og miljø-stoffet. Der har været Svend Auken, nu Jens Joel og måske er jeg efterfølgeren,” smågriner Tarik, der har planer om at tage på gymnasiet efter 9. klasse og så videre på universitetet for at studere statskundskab.
Helt så målrettet er Marius dog ikke:
“Jeg kan ikke sige endnu, hvad jeg vil, men det ville ikke være unaturligt, hvis jeg blev politiker eller noget inden for den verden,” siger han. Tarik er ved at melde sig ind i DSU, mens Marius allerede er medlem og også hjælper til i valgkampen.

Drengene fik blandt andet lov til at hilse på landets statsminister.

Drengene fik blandt andet lov til at hilse på landets statsminister.

null

Publiceret 16 November 2013 11:30