Genbrugstøj er blevet trendy
Det går strygende for Dansk Røde Kors butik
Genbrugstøjet bliver dumpet i containeren ved siden af Røde Kors' butik i Hinnerup.
Herefter sorteres det, hænges på bøjler og bliver solgt. Og solgt det bliver det.
Pia Korstgård, butiksleder Røde Kors butikken i Hinnerup, er glad for den store omsætning.
”Jeg fornemmer, det er blevet en trend at købe genbrugstøj,” forklarer hun.
Hun fortæller glad en lille historie om nogle unge piger, der kommer i butikken. De har lavet en aftale om, at de i 2013 kun vil købe tøj i en genbrugsforretning.
Overskud på 100.000
Og de er langt fra de eneste der besøger røde Kors butikken i Hinnerup. Her kommer alle aldre, lige fra børnefamilien og til den ældre dame.
”Folk har fundet ud af, at det er en høj kvalitet, vi har,” påpeger Pia Korstgård og viser stolt tøjet frem.
Dametøj udgør størstedelen af det som bliver solgt i butikken.
Butikslederen anslår, at Røde Kors butikken i løbet af det seneste år har haft en omsætning på omkring 300.000 kroner og et overskud på omkring 100.000 kroner, som kan bruges lokalt til for eksempel ensomme ældre, flygtninge eller børn med særlige behov.
Publiceret 16 November 2013 09:30