Det er ikke kun vejledende, at dækkene skal have en mønsterdybde på minimum 1,6 millimeter.

Det er ikke kun vejledende, at dækkene skal have en mønsterdybde på minimum 1,6 millimeter.

Tjek dækkene - inden det bliver glat

Forsikringsselskaber kan afvise at dække skader, hvis ikke dæk er i orden

Har du styr på, hvor slidte dækkene på din bil er? Det har betydning for både din sikkerhed og din forsikringsdækning, om dækkene er i ordentlig stand, påpeger Forsikringsoplysningen.
Mange danskere kører rundt på nedslidte dæk. Blandt andet har Euromaster tidligere anslået, at hver sjette bilist kører på nedslidte dæk.

Kedelige konsekvenser

Og det kan få kedelige konsekvenser. For nedslidte bildæk er både til fare for dig selv og dine omgivelser. Det er altid føreren af bilen, der har ansvaret for, at bilens lys, bremser og dæk er i orden.
Som udgangspunkt ser forsikringen ikke på, om det er sommer- eller vinterdæk, man kører rundt på. Forsikringen forholder sig til, om dækkene er i lovlig stand. Dækkene skal som minimum have en mønsterdybde på 1,6 mm, ellers er de ulovlige.

Forsikring afviser

Hvis nedslidte og ulovlige dæk er årsag til f.eks. et solouheld, hvor bilen i vådt eller glat føre ryger i grøften, så kan forsikringen afvise at dække skaderne, påpeger Forsikringsoplysningen.
I Danmark er det ikke, som i f.eks. Sverige og Tyskland, lovpligtigt at køre med vinterdæk om vinteren. Men Forsikring & Pension ser gerne, at der i Danmark indføres et lovkrav om brug af vinterdæk i vinterføre.

Publiceret 16 November 2013 08:05