Søren Møller fra Fredericia Teater sammen med Felipe Gamba fra Disney New York og Disneys direktør i Norden, Casper Bjørner.
Foto: Søren Malmose

Søren Møller fra Fredericia Teater sammen med Felipe Gamba fra Disney New York og Disneys direktør i Norden, Casper Bjørner. Foto: Søren Malmose

Den Lille Havfrue:

Hjerteblod og business

Det nye Disney-projekt i Fredericia er lige dele forretning og fornøjelse for de involverede

Af
Peter Friis Autzen

Disney-bosserne er stolte af Fredericia. Og fredericianerne er stolte af Disney.
Da Fredericia Teater i torsdags holdt pressemøde og afslørede, at man har indledt endnu et samarbejde med Disney, og at det denne gang drejer sig om musical-udgaven af Den Lille Havfrue, havde begge parter travlt med at rose hinanden.
“Den fantasi og den skaber-evne Fredericia Teater udviste med Aladdin, var fantastisk. Jeg er stolt af at samarbejde med Fredericia Teater, og jeg glæder mig umådeligt til at se, hvad de får ud af Den Lille Havfrue,” siger Felipe Gamba fra Disney-koncernens internationale division for sceneforestillinger.
Han understreger, at teatret har frihed til at sætte sit eget præg på fortællingen.
“Den lokale fantasi vil kunne ses og mærkes. Men uden at ændre på, at fortællingen hører hjemme i Disney-universet. Derfor kommer det heller ikke på tale at bruge H. C. Andersens oprindelige, meget triste slutning. Vi er i Disney-verdenen, så vi skal have en happy end,” siger Felipe Gamba.

Hjerteblod for millioner

Når samarbejdet mellem Disney og det for nyligt økonomisk sårbare Fredericia Teater overhovedet er muligt, skyldes det Fredericia-firmaet Monjasa.
“Jeg blev ringet op og spurgt, om vi ville med til at sikre det forhåbentligt fortsatte samarbejde med Disney. Det vil vi selvfølgelig gerne,” siger direktør Anders Østergaard.
Derfor har Monjasa stillet en underskudsgaranti.
“Jeg regner ikke med, at der bliver brug for en underskudsgaranti. Men det kan dreje sig om millioner,” siger Anders Østergaard, som slet ikke kan forestille sig et tocifret millionbeløb.
Hans engagement skyldes hjerteblod.
“Vi er stolte og glade for at være med til at gøre en forskel. Forretning er andet og mere end en bundlinje. Og en bundlinje er ikke kun kroner og ører,” siger han.
Monjasa får fremover sæde i teatrets bestyrelse, som omdannes til en professionel bestyrelse.

Business

Hos Disneys nordiske afdeling er direktør Casper Bjørner mindre ramt af hjerteblod.
“For os handler det her om forretning. Business. Vi vil gerne brede Disney-navnet ud på flere måder og pumpe nyt liv i vores prinsesse-franchise. Det er ikke nok for os at være et kendt brand. Vi skal være elsket. Jeg ved, at Den Lille Havfru bliver en god forretning,” siger Casper Bjørner.

null

Publiceret 21 November 2013 11:00