Denne hund har lige ædt en kasse Riesen-chokolade.

Denne hund har lige ædt en kasse Riesen-chokolade.

Chokolade er gift for din hund

Julemåneden er over os. Der bliver købt godt med fed mad og søde sager. Der bliver pyntet op i de danske hustande. Julehjerter, slik og julekalendere med chokolade ligger på mange borde rundt omkring. Men pas på, at din hund ikke opsnuser din kalender og æder din chokolade.
Mange hundeejere er slet ikke klar over, at chokolade er gift for hundene. Det er ikke usædvanligt, at hunde får chokolade som godbidder – alt sammen fordi deres ejere vil dem det bedste.
Hundene tåler ikke stoffet theobromid, som findes i chokolade og kakaobønner. God, lækker, mørk chokolade indeholder cirka otte gange så meget theobromid i forhold til den lyse variant af chokolade.
Vores chokoladeforbrug stiger på nuværende tid af året, så husk at opbevare det dér, hvor dyrene (og ungerne) ikke kan finde det.

Symptomer

Theobromid stimulerer nervesystemet, hjertet og muskler. Derfor vil man ret hurtigt efter indtagelse af chokolade, som er rig på theobromid, opleve, at hunden bliver rastløs, hyperaktiv og får hjertebanken. De kan få opkast og diarre, begynde at savle og få øget drikkelyst.
I slemme tilfælde bliver deres bevægelser ukoordinerede, og de kan ende med at gå i krampe og til sidst i coma.

Behandling

Der findes ikke en egentlig modgift. Så er uheldet ude, er tiden en vigtig faktor. Jo hurtigere maven tømmes for chokolade, jo mindre bliver optagelsen af theobromid. I alvorlige tilfælde bliver dyrlægen nødt til at skylle mavesækken tom. Aktivt kul bruges ved mange forgiftninger, hvor uønskede ting er fortæret. Kullet virker ved at absorbere giftstoffet, så det ikke optages i kroppen. Desuden gives olie, så det uønskede, der allerede har passeret til tarmen, hurtigere kan komme gennem systemet og ud af den normale ende. Men det bedste råd af alle: spis chokoladen selv. Vi ønsker alle vores læsere og firbenede venner en rigtig glædelig jul. På gensyn i 2014.

Publiceret 30 November 2013 16:00