Advarsel:

Falsk blikkenslager på spil

Nordsjællands Politi advarer mod tricktyv, der i øjeblikket fupper folk i især Gentofte og Lyngby

Af
Af Jesper Bjørn Larsen jesper.larsen@lokalavisen.dk

En mandlig tricktyv i slutningen af trediverne er i øjeblikket på spil i lokalområdet, advarer Nordsjællands Politi.
Manden udgiver sig for at være enten blikkenslager, VVS'er eller fra 'Ejendomsadministrationen', og han ringer på hos folk og fortæller, at han skal tjekke radiatorer, eller om der er kommet skader efter en vandskade hos overboen.
Når han først er kommet ind hos folk, stjæler han deres værdier.
"Vi har efterhånden hørt om en del episoder med ham, især i det sydlige område af politikredsen, dvs. Gentofte og Lyngby. Seneste tilfælde var den 23. december på Lundtoftevej. Ham vil vi meget gerne have fat i, så borgerne må gerne underrette os med det samme, hvis de møder ham", siger kriminalassistent René Letvad fra Nordsjællands Politi.
Tricktyven er dansk, ca. 35-40 år, 175 cm høj og almindelig af bygning. Han har kort mørkt hår og er bl.a. blevet set i en hoftelang, mørk vindjakke med skindkrave, mørke bukser og måske gule støvler. Han er også blevet set i håndværkertøj.
Nordsjællands Politi kan kontaktes på tlf. 114.

Publiceret 04 January 2014 09:30